Dømt for vold mod sine børn

Dømt for vold mod sine børn

En 33-årig mand fra Thy fik torsdag stadfæstet sin dom i Vestre Landsret. Manden skal nu seks måneder i fængsel.

Vestre Landsret i Viborg stadfæstede torsdag en dom på seks måneders fængsel mod en familiefar fra Thy. Manden blev dømt for at udøve vold mod sine to børn i en periode fra februar 2006 til marts 2012. I den periode blev børnene blandt andet slået med knytnæveslag, sparket og den ene blev spulet med en kold vandslange, udenfor, om vinteren. Børnene er i dag henholdsvis 10 og 6 år gamle.

Moren dømt for medvirken

Mandens samlever vidnede i byretten mod den 33-årige. Hun fik selv to måneders betinget fængsel for medvirken til volden, fordi hun ikke gjorde noget for at stoppe den. En dom hun accepterede. I Landsretten torsdag ændrede hun vidneforklaring, og påstod, at manden ikke havde slået deres børn. Det fik dog ikke Landsretten til at ændre mening.

Manden er, ifølge hans advokat, uenig i dommen og mener, han er uskyldig.