Dømt for svindel med køre- og hviletid

En chauffør fra vognmandsfirmaet P. Bjarne Andersen i Hanstholm blev mandag dømt for at svindel med køre- og hviletidsregler.

pbjarne.jpg

En chauffør fra vognmandsfirmaet P. Bjarne Andersen blev dømt til at betale en bøde på 30.000 kroner og har også mistet førerretten i 2 år fra dommen faldt. Desuden skal han betale sagens omkostninger.

Chaufføren er dømt for i 10 tilfælde, at bruge en magnet til at sætte lastbilens kontrolapparat ud af drift.

- Vi havde nogle tekniske beviser, som vi ikke vidste, om retten accepterede som beviser, men det gjorde de. Og det var det, vi skulle have prøvet af, siger anklager Christian Højgaard.

Udover den dømte er 25 andre chauffører fra samme firma blevet sigtet for de samme overtrædelser. Ifølge anklageren vil anklagemyndigheden nu også køre sag mod dem.

Den tiltalte har nu 14 dages til at afgøre, om han vil anke dommen.