Dømt for at sælge falske t-shirts

Knock-Outlet-butikker er blevet dømt til at betale erstatning for at sælge 357 falske Superdry t-shirts. (ARKIVFOTO)

Retssal A.jpg

Du kan finde Knock-Outlet-butikker i Holstebro, Spjald, Kibæk og Varde. Men du kan ikke længere finde Superdry t-shirts til spotpris i butikkerne. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Lavprisbutikkerne er blevet dømt for at sælge 357 falske Superdry t-shirts.

Det er Ringkøbing Tømmerhandel og importvirksomheden Y-Connection, der står bag butikkerne, og selskabet skal efter en retssag i Sø- og Handelsretten betale SuperGroup 25.000 kroner i erstatning. Samtidig skal de betale 33.000 kroner for sagens omkostninger.

Salget af de falske t-shirts blev opdaget af SuperGroup, der er selskabet bag Superdry. Hos selskabet undrede man sig over, at Knock-Outlet solgte deres t-shirts til 195 kroner. Normalprisen er 350 kroner.

Opdagelsen gav SuperGroup anledning til at købe en t-shirt i butikken, og her blev det afsløret, at t-shirtsne var falske. Derefter henvendte SuperGroup sig til selskabet bag Knock-Outlet, der nægtede aft anerkende, at der var tale om uægte t-shirts. Derfor fortsatte man salget af t-shirts.

Salget fortsatte altså indtil nu, hvor de resterende 1.500 t-shirts skal destrueres, mens dem samlede regning forlyder på 58.000 kroner.