Dømt for rufferi og menneskehandel

Dømt for rufferi og menneskehandel

Der faldt i dag dom i en større sag om rufferi og menneskehandel i Landsretten i Viborg.

Den 46-årige Jan Birger Olesen og hans 34-årig brasilianske kone Liceane Batista de Silva blev i dag dømt for rufferi i Landsretten i Viborg. Den 34-årige kvinde er ligeledes dømt for menneskehandel.

Tilfreds med dom

Sagen var for byretten i marts, da de dømte ankede dommen på stedet. Landsretten fastholdt i dag byrettens dom over den 34-årige kvinde på fire års fængsel for menneskehandel, rufferi og røveri. Den 46-årige mand blev ligeledes dømt for rufferi og røveri, men fik nedsaft sin fængselsstraf fra fire til tre år, da han blev frikendt for menneskehandel. Ligeledes blev Jan Birger Olesens tidligere samlever i dag også dømt for rufferi, men fik seks ud af de 12 måneder hun havde fået i byretten gjort betinget. Ægteparret er dømt for over fire år at have udnyttet 14 udenlandske kvinder og to transseksuelle mænd til prostitution på 16 bordeller i det meste af Jylland - de otte af dem her i landsdelen. Under retssagen kom det dog frem, at det nærmere drejede sig om 40 til 50 kvinder. To af kvinderne har følt sig tvunget til prositution, og det er i de tilfælde, at den brasilianske kvinde er blevet dømt for menneskehandel.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med dommen i dag. Både menneskehandel og rufferi er et område der er vigtigt at få fokus på, så det er vigtigt at de får mærkbare straffe. Der ud over er det et svært område, da vi for eksempel har haft meget svært ved at finde vidner, fortæller Maja Fugl, anklager ved Statsadvokaten i Viborg, efter dagens dom.

 Det dømte ægtepar bor i Sverige.