Dommer sparket og slået under U-14 håndboldkamp

Det gik voldsomt for sig lørdag, da Tvis KFUM og Herning FH mødtes i 1. division U14-drenge-rækken. Her sparkede og slog Herning FH’s målmand dommeren

050715dommer.jpg

Det var den unge dommer Morten Jensen fra Holstebro, der stod for at dømme kampen mellem de unge spillere lørdag i Tvishallen.  

I det 22. minut af første halvleg dømmer Morten Jensen indkast til hjemmeholdet . Det får Herning FH’s målmand op i det røde feldt. Han sparker bolden væk i vrede og giver derefter dommeren en knytnæve i maven.

Morten Jensen giver målmanden rødt kort for den aggressive adfærd, hvorefter målmanden sparker ud efter ham.

 

Jens Henriksen, der er kontorleder i Jydsk Håndbold Forbund kreds 3 har været i dialog med Herning FH, som beklager episoden dybt.

- Det er meget sjældent, at så voldsomme episoder som disse sker. Det sker meget impulsivt. Vi har 10.000 kampe om året. Heldigvis ikke engang én i hver sæson. Der går flere år imellem, at vi har sådanne sager, siger han.

 

Det var træneren for Herning FH, der fik ført målmanden ud af hallen. Også på vejen ud fra banen lykkes det den aggressive målmand at sparke en tilskuer.

 

Sagen er blevet indberettet for JHF, der senere forventes at komme med en dom i  den høje ende, hvilket eftersigende bliver en udelukkelse fra håndbolden i en længere periode for den unge målmand.

- Vi har meget fokus på at gøre noget mod usportslig adfærd som verbale trusler. Vi har udvidet straffen fra 2 til 4 minutters udvisning. Men den her sag er helt uacceptabelt. At der bliver slået og sparket ud mod dommeren, det må aldrig ske, siger Jens Henriksen.

 

Når Morten Jensen igen er klar til at dømme sin næste kamp, vil han få hjælp fra håndboldforbundet, der vil være til stede for at sikre, at dommerne kommer godt videre efter episoden.

 

TV MIDTVEST har været i kontakt med begge dommere fra kampen. Morten Jensen, der stadig er chokeret efter hændelsen har ikke ønsket at udtale sig.