Skills-dommer: De er dødtrætte nu

Skills-dommerne følger nøje med i alt, imens deltagerne knokler de sidste minutter før opgaverne skal afleveres.

Skills-deltagerne knokler for at få den sidste finish på plads. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Lørdag er sidste dag på Skills 2018. Om få time er der fundet en hel årgang af nye danmarksmestre. Imens deltagerne knokler de sidste dråber af energi ud af kroppen følger dommerne nøje med i den sidste finish. 

Det er en fornøjelse, at se dem springe rundt som små vårharer her, selv om jeg ved, de er dø trætte, det kan jeg godt garantere for.

Flemming Madsen, Dommer i anlægsgartner-faget

- Der er nogen, der er meget pressede og andre, der ikke er så pressede. Men det, det handler om her til sidst, det er selvfølgelig, de vil gerne gøre det bedste indtryk, så det er de små bitte detaljer, det handler om nu. De store grundliggende ting, dem kan de ikke rette på nu, siger Flemming Madsen, som er dommer i anlægsgartnerfaget.

De ti anlægsgartnerelever har været i 21 timer. Alligevel er der en hektisk, summen af koncentration og fokuseret arbejde med at få den sidste hånd lagt på projekterne.  
 

Dommer Flemming Madsens (tv.) og dommerkollegaer følger med i den sidste slutspurt.   Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

- Nu handler det om at aflevere et resultat, der ser indbydende ud. Hvor de forhåbentlig kan overbevise dommerne om, at det er dem, der skal vinde. Det skal stå fuldstændig skarpt klokken 10 præcist, siger Flemming Madsen og skæver til uret. Der er kun få minutter tilbage, før den store viser er tilbage ved tolvltallet.  

Flemming Madsen og dommerkollegaen har været til stede under hele konkurrencen. Niveauet er højt, og sådan skal det være. 

- Det er da en fornøjelse at se. Alle bliver færdige, og de har virkelig haft travlt. 21 timer skal de lave det her på. Der er intet, når de starter for 21 timer siden. Så det er jo altid spændende at se. Kan de nå det? Og hvordan ser det færdige resultat ud?. Men det er jo altså heller ikke de ti dårligste, vi har med her. Det er jo en Danmarksmester, vi skal kåre, så det er virkelig flotte resultater, der bliver leveret. 

- Det er en fornøjelse, at se dem springe rundt som små vårharer her, selv om jeg ved, de er dø trætte, det kan jeg godt garantere for, siger Flemming Madsen. 
 

Deltagrne skæver til uret, imens hænderne arbejder videre. Om få minutter kan der ikke ændres mere på opgaven. Så skal danmarksmesteren findes.  Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Uret tikker videre og imens gør Flemming Madsen sig klar til at inspicere de afleverede projekter. Der er ingen af deltagerne, der umiddelbart stikker ud. Det bliver ikke let, at finde en vinder. 

- Så går min kollega og mig i gang med at kigge nærmere på det. Og det bliver de små detaljer, der bliver afgørende her. Alle opgaver de kunne sagtens stå ude i fru Jensens have. Alle sammen. Og være flotte alle sammen. Så det er de små bitte, bitte ting, vi skal kigge efter for at skille dem ad, siger Flemming Madsen. 
 

Dommer Flemming Madsen forudser en tæt dyst i anlægsgartnerfaget. Det bliver svært at finde en vinder, og det bliver de små detaljer, der bliver afgørende.  Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

- Vi skal jo finde en vinder for pokker. Og det skulle gerne være den bedste, siger Flemming Madsen.