Sagen er slut: Dom til fuld dødsbilist stadfæstet af Vestre Landsret

Dommen på tre års fængsel, frakendelse af førerrettigheden i ti år og udvisning af Danmark for altid til lettiske Edijs Bukelis blev i dag stadfæstet.

Den 24-årige lettiske mand var påvirket af alkohol (arkivbillede).
Den 24-årige lettiske mand var påvirket af alkohol (arkivbillede).
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Sagen om den lettiske dødsbilist, der den 9. december 2018 kørte en kvinde og to børn ihjel, har nået sin afslutning.

Vestre Landsret har onsdag stadfæstet den dom, som den 24-årige mand, Edijs Bukelis, fik i Retten i Herning.

Den lettiske mand blev i første omgang idømt tre års fængsel, frakendelse af førerrettigheden i ti år og udvisning af Danmark for altid ved Retten i Herning, men den dom valgte statsadvokaten at anke til Landsretten.

Men dommen blev altså ikke ændret på trods af anken. Det slår Vestre Landsret i Viborg fast i dag.

Alkohol i blodet og høj hastighed

Den 24-årige lettiske mand kørte, med 137 kilometer i timen, sin Ford Mondeo op i bagenden af den Citroën C1, som kvinden, hendes to børn på syv og ni år, og datterens veninde på syv år, sad i, da den skulle dreje ind ad en sidevej på Hodsagervej sydøst for Holstebro.

Kvinden og den syvårige veninde blev dræbt på stedet, mens kvindens søn døde af sine kvæstelser dagen efter.

Foruden den høje fart i sin bil var den 24-årige lettiske mand også påvirket af alkohol. I anklageskriftet fremgår det, at han ved sammenstødet havde en promille på mindst 1,46.

Manden havde heller ikke kørekort.

Ville have skærpet straf

Efter den oprindelige domsafsigelse fra Retten i Herning mente vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen fra Statsadvokaten i Viborg, at der var muligheder for at få straffen skærpet.

- Det er en meget alvorlig sag, og vi vil gerne have Landsretten til at se på, om strafniveauet er havnet det rigtige sted på de tre år. Det føler vi os ikke overbevist om, så derfor har vi anket. Vi mener, der er gode muligheder for en skærpet straf, sagde vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen fra Statsadvokaten i Viborg til TV MIDTVEST den 8. marts.

Men sådan gik det altså ikke, da Vestre Landsret i Viborg behandlede sagen onsdag.

Kirke fyldt ved bisættelse

Da den 41-årige kvinde og hendes niårige søn blev bisat den 22. december 2018, skete det i en fyldt kirke i Mejrup.

Deltagelsen var her så stor, at der ikke var plads til alle. Derfor blev bisættelsen transmitteret på video, så alle kunne følge med og sige et sidste farvel.

- Vi har oplevet, at vores store sammenhold er blevet endnu tydeligere. Det har været med til at bære os igennem, og det bærer os fortsat i de vanskelige dage, der fortsat er og kommer, sagde sognepræst Marianne Sørensen den 22. december 2018.

2:08
Dommen på tre års fængsel og udvisning af Danmark blev i dag stadfæstet til den 24-årige lettiske mand, der i december dræbte tre i en trafikulykke.