Dom stadfæstet i opsigtsvækkende tyverisag

En dom på to år og ni måneders fængsel blev i dag stadfæstet i Vestre landsret i en opsigtsvækkende tyverisag fra to guldsmede i januar.

Sådan var tyvene kommet ind i guldsmedebutikken Peter Toft i Holstebro.

01:53

I to tilfælde brød tyve ind hos guldsmede ved at banke hul fra nabobygningerne:

Luk video

Ved Vestre Landsret faldt der i dag dom i ankesagen om to spektakulære guldsmedekup i Viborg og Holstebro i januar. Tre rumænske mænd blev i maj i byretten i Viborg idømt fængselsstraffe på to år og tre måneders fængsel og to år og ni måneders fængsel. 35-årige Daniel Boidache ankede som den eneste af de tre mænd sin fængselsdom på to år og ni måneder til landsretten, men den blev i dag stadfæstet.

- Landsretten valgte at følge byrettens resultat. Det er jeg meget tilfreds med, siger Bettina Lauritsen, der er anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi.

De tre landsretsdommere og tre domsmænd lagde i deres begrundelse for dommen vægt på det samme, som byretten havde gjort i maj. Nemlig bevismaterialet, som omfattede både DNA-beviser, fund af tyvekoster samt masteoplysninger om mobilsamtaler.

Tyverierne har været meget planlagte, og meget organiserede.

Bettina Lauritsen, Anklager, Midt- og Vestjyllands Politi.

Kuppet i Holstebro skete 26. januar. Her kom tyvene ind i guldsmedeforretningen Peter Toft, ved først at skaffe sig adgang til en bygning i nærheden, som var under renovering. Herfra bankede tyvene hul til en sushi-bar og videre igen til guldsmedeforretningens baglokaler.

- Tyverierne har været meget planlagte, og meget organiserede, siger Bettina Lauritsen.

Tyvene blev fanget efter et lignende tyveri i Viborg den 31. januar. De blev spottet af to betjente på vej på arbejde, da de i høj fart drønede forbi dem i landsbyen Ravnstrup udenfor Viborg. I alt er der stjålet smykker og sølv for langt over en million kroner, og en del af tyvekosterne mangler stadigvæk. Sagen er heller ikke helt færdig efterforsket, lyder det fra anklageren.

- Vi mangler en formodet fjerde gerningsmand, siger hun.

Udover fængselsdommene er alle tre rumænere blevet udvist med indrejseforbud i Danmark for bestandigt. De har alle nægtet sig skyldig i tyverierne.