Dom i sag om skyderi på åben gade i Klovborg

Skyderiet fandt sted i Klovborg søndag den 30. juli i år. Foto: Ulf Larsen Frederiksen, Mobilholdet

Dom i sag om skyderi på åben gade i Klovborg

I juli skød en mand med haglgevær efter flere personer. Nu er der faldet dom i sagen.

Retten i Herning har i dag besluttet at idømme en 25-årig mand 3,5 års ubetinget fængsel for at have skudt på åben gade i Klovborg.

Skyderiet fandt sted den 30. juli. Det var lokale borgere, der alarmerede politiet, da de hørte skud, som viste sig at komme fra et haglgevær, en mand affyrede mod flere personer. Han ramte dog kun en parkeret bil. Politiet kunne kort efter anholde manden, og han har siddet varetægtsfængslet siden da.

Læs også Skyderi i Klovborg: En mand er anholdt

- Det startede som et skænderi mellem naboer, og udviklede sig så til håndgemæng, som løb løbsk. Manden forklarede i retten, at han havde drukket og taget stesolider den dag, og at det nok var en medvirkende årsag til, at han endte med at affyre haglgeværet, forklarer specialanklager Gorm Søgaard Lund fra Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Dommen er en af de første, siden Folketinget den 22. maj vedtog nye og skærpede regler for besiddelse af skarpladte våben.