Dom i Maria-sag imorgen

Anklager og forsvarer er igang med deres procedurer i retten idag, men dommen falder først imorgen klokken 10.30.

Maria Moeller Christensen.jpg

Alle indkaldte vidner er afhørt i sagen om drabet på Maria Møller Christensen nytårsnat, men dommen falder først imorgen klokken 10.30. Anklageren er lige nu igang med sin procedure i retten i Herning. Han kræver den tiltalte, 48-årige mand dømt for alle tre forhold. Han er tiltalt for voldtægt, manddrab og blufærdighedskrænkelse.

- Beviser peger entydigt på, at tiltalte er gerningsmanden, siger anklageren.

Forsvareren kræver ham frifundet i samtlige forhold.

DNA vigtigt bevis

Et af anklagerens tungeste beviser i sagen er den DNA fra tiltalte, som blev fundet på Maria Møller Christensen. Det er også et vigtigt omdrejningspunkt i hans procedure idag. Også mentalerklæringen af tiltalte, som viser han har afvigende seksuel adfærd, er af afgørende betydning for anklageren.

Forsvareren argumenterer for, at DNA ikke kan bruges som bevis. Det er kun en sandsynlighed, og man kan ikke dømme kun på baggrund af DNA, siger han. Forsvareren forsøger også at forklare, hvorfor tiltaltes DNA var på Maria. Det kan være fordi, hun er blevet slæbt hen over det gulv, hvor tiltalte forklarer, at han har spyttet. Maria har kvæstelser på knæ og albuer, og det kan ikke afvises, at de kvæstelser kan være fremkommet ved, at Maria er blevet slæbt.

Dom imorgen

Efter anklagerens procedure er det forsvarens tur. Han vil sandsynligvis lægge vægt på, at kælderdøren til den opgang, hvor Maria Møller Christensen er fundet ikke var låst, og at alle derfor har haft adgang dertil. Efter procedurerne skal dommer og nævningene tage stilling til skyldsspørgsmålet. Dommen falder imorgen klokken 10.30.

Se den seneste rapport fra vores reporter i retten i Herning, Marie Frank Mitchell: