Dødsulykke på Lemvej: Chauffør dømt for uagtsomt manddrab

Den 41-årige lastbilchauffør, som i januar måned var skyld i en dødsulykke i Lem-krydset på rute 28, har nu fået en betinget dom.

Ulykke i Lem-krydset

Den 41-årige lastbilchauffør, som i januar måned var skyld i en dødsulykke i Lem-krydset på rute 28 har nu fået sin dom. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Ved retten i Herning er den 41-årige mand blevet kendt skyldig i uagtsomt manddrab. Han straffes med dagbøder og en betinget frakendelse af retten til at føre motorkøretøj. Dermed fulgte retten anklagemyndighedens anbefalinger. 

Ulykken skete, hvor Lemvej krydser rute 28. Den opstod, da en vindmølletransport skulle ud på hovedvejen. 

- Det er svært at sige præcis, hvad der er sket, men bilerne på rute 28 har formentlig holdt tilbage, så vindmølletransporten kunne komme ud på vejen, oplyste vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi dengang til TV MIDTVEST.

Tre mennesker dræbt i ulykken

Forrest blandt de ventende biler holdt en lastbil, derefter en personbil og bagved den en minibus. Længere bagude havde den nu dømte lastbilchauffør tilsyneladende ikke opdaget, at trafikken var stoppet. Lastbilen kørte ind i minibussen bagfra, og bussen fortsatte frem og landede oven på personbilen.

Både bussens fører og et ægtepar i personbilen blev dræbt ved ulykken. Chaufføren var en 27-årig mand fra Ringkøbing, mens ægteparret var henholdsvis 59 og 62 år gamle og fra udkanten af Herning. 

På Dagbladet Ringkøbing-Skjerns Facebook-side har dommen sat gang i debatten om, hvorvidt dommen står mål med de mange liv, der blev berørt af ulykken. Især én kommentar er sigende: 

- Jeg ved hvad i alle tænker og mener. Men jeg har mistet mine forældre, og det er ubeskriveligt tragisk og uretfærdigt. Men lad være med at dømme chaufføren. Han har det frygteligt og her kan man ikk diskutere penge eller ej. Det var en ulykke. Han har fået sin straf og så er den ikke længere. Sket er sket, skriver Marlene Thomsen, der er datter til det ægtepar, der mistede livet i ulykken. 

Den 41-årige, der ikke var påvirket af alkohol, da ulykken skete, erklærede sig skyldig uden forbehold i tiltalerne.