Dødskryds: Løsning på vej

Et nyt forslag skal mindske antallet af ulykker i dødskrydset ved Lem, der for kort tid siden kostede tre mennesker livet.

Farligt kryds i Lem
Foto: Sebastian Andreasen, TV MIDTVEST

En løsning på et farligt vejkryds ved Lem på Ringkøbingvej er på vej. Jens Cordius, der er ingeniør i Ringkøbing-Skjern Kommune, står for samarbejdet med vejmyndighederne. Efter et møde med Vejdirektoratet  er parterne nu i fællesskab blevet enige om at arbejde henimod en optimal løsning.

- Jeg håber, og regner med, at jeg om kort tid kan skræddersy et projekt, og at kommunen og Vejdirektoratet i samarbejde kan finde en fælles økonomisk løsning, siger Jens Cordius. 

Det er de mange mange sær- og vindmølletransporter fra Vestas i Lem, der i krydset skal dreje til højre ud af Ringkøbingvej, som skaber de farlige situationer. Senest mistede tre mennesker livet i en alvorlig ulykke d. 12. januar. Ringkøbing-Skjern Kommune har længe ville mindske antallet af ulykker.

Parallelvej til særtransport

Jens Cordius fortæller TV MIDTVEST, at løsningen kan være en shunt ved krydset – altså en parallelvej udelukkende til de mange særtransporter, så de ikke kommer ind i krydset og skaber de farlige situationer, der har kostet så mange ulykker.

En shunt kan sammenlignes med en afkørsel eller en rampe, der skal lede trafikken uden om og væk krydset. For at idéen skal kunne føres ud i livet, kræver det, at kommunen får lov til erhverve sig 4-5000 m2 på en af markerne ved siden af.

- Jeg har allerede kontaktet en jordejer for at sikre, at han vil sælge sin jord. Det vil han gerne, fortæller Jens Cordius.

Han skal nu på kommunens vegne finde frem til, hvad tingene koster. Derefter går han i gang med et skitseprojekt. Han håber på, at et samarbejde med transportørerne kan realiseres.

- Jeg vil prøve at få Vestas med i det, da det er for dem, det her bliver lavet, siger ingeniøren.