Dødsbrand efterforskes som drab

Politiet har ingen henvendelser fået i sagen om dødsbranden i Videbæk og vil meget gerne høre fra folk, der måtte have set noget på adressen den 31. december.

Dødsbrand efterforskes som drab

Brandsagen fra Videbæk med dødelig udgang efterforskes nu som drabssag.

Der er fortsat usikkerhed om, hvordan en voldsom brand kunne opstå på Karlsmosevej 7 i Videbæk , hvor en person omkom.

- Vi har ikke kunnet påvise brandårsagen.
Branden har så at sige ødelagt sine egne spor. Men vi har udtaget en masse prøver, det er kemi, der skal dyrkes, og det kommer til at tage noget tid, siger politikommissær Jørgen Lauritsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST og fortsætter:

- Er der noget, der har hjulpet branden på vej? Er der spor efter, at branden skulle være påsat? Det mangler vi svar på.

Politiet melder søndag ud, at de nu behandler sagen som en drabsefterforskning.

- Vi har nået det punkt, hvor vi ikke længere kan udelukke det, siger politikommissær Jørgen Lauritsen.

I tomten fandt man et lig, som endnu ikke er identificeret.

Jeg vil ikke kommentere dødsårsagen overhovedet

- Vi har dødsårsagen, den er klarlagt ved obduktion, og jeg vil ikke kommentere dødsårsagen overhovedet, siger kommissæren.

For at få belyst omstændighederne omkring branden og den indebrændtes færdsel, vil politiet gerne have hjælp fra borgere.

- Vi har afhørt familie, venner og bekendte, men vi mangler at vide mere om, hvem hun omgikkes helt generelt. Det kan man hjælpe med. Og så mangler vi også at vide, hvad der har været af aktivitet derude den 31. december.

Adressen ligger på et afsides sted, og politiet har endnu ikke fået henvendelser i sagen.

Politiet kan kontaktes på 114.