Dødsulykke i nat på Skivevej

28-årig mand dræbt og 52-årig livsfarligt kvæstet ved ulykke i nat i Mejrup Hindkjær udenfor Holstebro.

Udrykning-naer050712_0.jpg

Den 28-årige mand var passager i bilen, som kort efter klokken 02.30 i nat af endnu ukendte årsager ramte først en lygtepæl, derefter en bunke sten inden den endte på hovedet ved et hus i Mejrup Hindkær.

Soloulykke

- Der er tale om et soloulykke. Der var ingen vidner til ulykken, og da den 52-årige fører af bilen er livsfarligt kvæstet, har vi ikke haft mulighed for at afhøre ham om hvad der skete. Derfor venter vi på bilinspektørens undersøgelser, før vi kan sige noget om, hvad der var årsagen til ulykken, siger vagthavende Lars Even ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Fundet en død ræv

Han fortæller at der på ulykkesstedet er fundet en ræv, som er påkørt, men om den er den direkte årsag til ulykken skal nærmere undersøgelser være med til at klarlægge.

Leder efter pårørende

Begge mænd er fra Holstebro. De pårørende til den 52-årige er underrettet om ulykken. Den dræbte, 28-årige har udenlandsk baggrund, og politiet undersøger i øjeblikket om han overhovedet har pårørende her i landet.