Dødsfald: TV MIDTVESTs første formand

Tidligere bestyrelsesformand og sognepræst Jens Hvas er død.

TV MIDTVESTs første bestyrelsesformand, tidligere sognepræst Jens Hvas, er død 82 år.

Jens Hvas var med i opbygningen af TV MIDTVEST helt fra starten. Han var formand for bestyrelsen fra 1988 til 1998 og sad i en periode også i TV 2s bestyrelse - udpeget af de andre regioner.

TV MIDTVESTs direktør Ivar Brændgaard betegner i et mindeord Jens Hvas som en meget kompetent formand, der havde stor indflydelse på udviklingen af den nye midt- og vestjyske tv-station.

- Med sin åndelige ballast og sin store rummelighed satte han sit stilfærdige præg på stationens virke. Det var ham og hustruen Ruth Hvas, der ved en konkurrence først udkastede ideen til filmen Guds Børn.

- Jens Hvas tvang aldrig sin vilje igennem. Han lod stationen tage beslutningerne i udvælgelsen af historier og i den journalistiske proces, men vi vidste altid, hvad han tænkte, skriver Ivar Brændgaard.

Hvas var sognepræst i Nørreland Sogn i Holstebro fra 1967 til 1996 og sad desuden i Holstebro Byråd i to perioder.

På billedet ses Jens Hvas, da han i 1989 tog det første spadestik til TV MIDTVEST.