Dødsbrand opstod ved brændeovnen

Politiet regner med at lukke sagen om brand i Husby efter tekniske undersøgelser.

Den brand, der i weekenden kostede en treårig dreng livet i Husby, opstod omkring husets brændeovn.

Det oplyser lederen af lokalpolitiet i Holstebro, Allan Laustsen, efter at politiets teknikere tirsdag undersøgte brandstedet.

- Teknikerne kan ikke komme med en helt nøjagtig årsag, men vi ved, at branden ikke opstod i de tekniske installationer, men derimod omkring brændeovnen. Vi kommer det formentlig ikke nærmere og lukker herefter sagen, siger Allan Laustsen.

Branden i parcelhuset på Stabyvej opstod tidligt lørdag morgen. Drengens forældre forsøgte ifølge politiet at redde sønnen ud af det brændende hus, men måtte opgive, da de både fik sod- og røgskader. Drengen kom først ud af huset, da en røgdykker med risiko for sit eget helbred gik ind og hentede ham.

Den treårige blev i en ambulance kørt til sygehuset i Herning, men hans liv stod ikke til at redde.