Død kvinde var udsat for vold

Den kvinde, der i juni i år blev fundet død i sin lejlighed i Viborg, havde været udsat for slag og kvælertag. Det fastslår obduktionen.

53-årige Janne Gitte Pedersen, der blev fundet død i sin lejlighed i Viborg den 21. juni, havde været udsat for grov vold. Det viser den netop færdige obduktion af hende. Der er tale om skader i ansigtet som følge af slag og mærker efter greb om halsen. De retskemiske undersøgelser har desuden vist, at kvinde havde en betydelig koncentration af forskellige typer medicin i blodet. Derfor er det ikke muligt for politiet at konstatere den præcise dødsårsag endnu.

- Nu skal vi lave endnu flere retskemiske analyser for at slå fast, om det var medicinen eller volden, der tog livet af kvinden, forklarer Kurt Stenfeldt, kommunikationsmedarbejder Midt- og Vestjyllands Politi til tvmidtvest.dk.

Drabssag

Politiet efterforsker fortsat sagen som en drabssag, men har ingen mistænkte.

- Hvis nogen har oplysninger i sagen, vil vi meget gerne høre fra dem, siger Kurt Stenfeldt.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.