DNA-svar: Guldsjakal angreb lam i Harboøre

Det var en guldsjakal, som nedlagde tre lam ved Harboøre Tange i juli måned. Det viser en DNA-analyse.

Guldsjakalen kan blive halvanden til 2 gange så stor som en ræv.
Guldsjakalen kan blive halvanden til 2 gange så stor som en ræv.
Foto: TV MIDTVEST arkiv

Det var hverken en ulv eller en hund, der nedlagde tre lam i Harboøre sidst i juli. Det var en guldsjakal, viser en DNA-prøve som Naturstyrelsen har fået analyseret. 

De tre lam blev fundet af ejeren. Alle var bidt i struben og to af lammene var ædt, så der stort set kun var knogler tilbage. Det har ejeren, Nina Svanborg, fortalt til Folkebladet i Lemvig.

Ifølge Naturstyrelsen er guldsjakalen en relativt ny art i Danmark. Den blev første gang dokumenteret, da en trafikdræbt sjakal i 2015 blev fundet tæt på Karup. 

Siden er guldsjakalen ifølge Naturstyrelsen observeret flere gange forskellige steder i Jylland. Én er blevet skudt i forbindelse med regulering af en ræv i 2017 og i 2018 har en guldsjakal nedlagt en række lam i Sønderjylland.

I en pressemeddelelse fortæller Naturstyrelsen, at guldsjakalens forekomst i Europa tidligere var begrænset til den sydøstlige del. Men inden for de seneste årtier har sjakalen spredt sig i særlig vestlig og nordlig retning. 

Guldsjakalen findes derfor i dag i en række europæiske lande, hvor den ellers ikke tidligere har været. Da guldsjakalen har spredt sig på egen hånd, er den ikke invasiv.

Guldsjakalen vejer ca. 1,5 - 2 gange mere end en ræv.

I modsætning til ræven er sjakalen mere langbenet, og sjakalens hale er busket og kort i modsætning til rævens længere hale. Guldsjakalen lever særligt af mus og ådsler men kan også tage fugle, firben, frøer og andre mindre dyr – herunder lam.

2:23
Tidligere i år sendte TV MIDTVEST dette indslag om guldsjakalens indtog i Danmark: Ifølge Danmarks Naturfredningsforening bliver guldsjakalen det næste pattedyr, der slår sig ned i den danske natur.