DNA-spor: Ulv dræbte kalv

Ny DNA-analyse viser, at en ulv har dræbt en kalv ved Hemmet.

0503_15Ulv_Master_Naer.jpg

En ulv har igen været på spil i området. Nye DNA-spor fra en kalv, der blev fundet død ved Hemmet udenfor Skjern viser, at den blev dræbt af en ulv. Der er tidligere fundet DNA-spor fra tre han-ulve i Midt- og Vestjylland, som har været på spil mellem februar og marts måned i år.

DNA-analyser viste også at to får, som er fundet døde i Skærbæk syd for Esbjerg, var blevet angrebet af en ulv. Det vides endnu ikke om de nye DNA-spor er fra en ny ulv eller fra en af de tre han-ulve.

- Det er endnu for tidligt at sige noget om, om der er tale om to nye ulve, eller om det er en ad de tre han-ulve, som vi med sikkerhed ved, har opholdt sig i Midtjylland i foråret og forsommeren. Det er slet ikke usandsynligt, at det er de samme ulve, for ulve kan uden problemer tilbagelægge hundredevis af kilometer om dagen, siger biolog fra Naturstyrelsen Hans Erik Svart.

Hund har også været på spil

I juni måned blev en kalv og et lam fundet døde i Gludsted og Hodde, men DNA-sporene herfra viste, at det var en hund, som havde været i nærkontakt med de to dyr.