DNA-prøver bekræfter: Hjorte blev dræbt af ulv

De seks hjorte, der blev fundet døde bag en indhegning ved Sørvad, blev dræbt af ulv. Det bekræfter DNA-prøver.

Foto: Benny Jensen

To gange inden for de sidste to måneder har Benny Jensen fundet døde hjorte bag indhegningen på sin hjortefarm ved Sørvad. Han frygtede, at det var ulve, der stod bag angrebene, og det nu blevet bekræftet.

Benny Jensen har netop fået svar på de DNA-prøver, som Miljøstyrelsen tog af de døde hjorte. De viser, at det er en ulv, der har dræbt hjortene.

Læs også Hjorteavlernes formand: Der kommer flere ulveangreb

- Jeg var ikke i tvivl om, at det var ulve. Normalt går der også ræve under hegnet, men hullet her var tre gange så bredt og dybt, som når det er ræve, og angrebene var også anderledes. Hjortene var bidt i struben og nakken, siger Benny Jensen, der har 70-80 hjorte på gården ved Sørvad.

I slutningen af februar fandt han første gang fem døde hjorte i indhegningen. Cirka tre uger efter, altså midt i marts, fandt han igen en død hjort.

Ulvene bør reguleres

Benny Jensen har boet på gården siden 1986 og fik de første hjorte i 1987. Det er første gang, han har oplevet ulveangreb. Og nu vil han have gjort noget.

Nu skal der gøres noget, for jeg tror ikke, det her er sidste gang. Jeg mener, ulvene skal reguleres. Hvis der kommer mange ulve, så vil det tage overhånd, og så tror jeg også, det vil gå ud over kalve og føl

Benny Jensen, indehaver af hjortefarm ved Sørvad

- Nu skal der gøres noget, for jeg tror ikke, det her er sidste gang. Jeg mener, ulvene skal reguleres. Hvis der kommer mange ulve, så vil det tage overhånd, og så tror jeg også, det vil gå ud over kalve og føl, siger Benny Jensen.

Ulveangrebene påvirkede også de andre hjorte i indhegningen. Flere hjorte lå og trykkede sig op ad hegnet, da Benny Jensen fandt de døde hjorte, og ugen efter det første angreb spiste de stort set ikke noget.

- De var skrækslagne, det var helt tydeligt. Jeg tror, ulvene havde jagtet dem det meste af natten. Jeg havde overhovedet ikke ventet det, så havde jeg reageret anderledes første gang, siger Benny Jensen.

Benny Jensen får nu støtte fra Miljøstyrelsen til at opsætte ulvesikret hegn. 

  Foto: Benny Jensen

  Foto: Benny Jensen

  Foto: Benny Jensen

  Foto: Benny Jensen

Læs også Seks hjorte fundet dræbt i ulvezone