DNA peger på drabssigtet

Tekniske undersøgelser styrker politiets mistanke mod 28-årig mand i sagen om drabet på Birthe Christiansen.

Midt- og Vestjyllands Politi har fået et væsentligt gennembrud i sagen om drabet på socialrådgiver Birthe Christiansen i Holstebro den 27. januar.

De første tekniske undersøgelser peger på den 28-årige somaliske mand, der er varetægtsfængslet i sagen.

- Vi har nået en milepæl i efterforskningen, og det bekræfter os i det arbejde, vi stadig er i fuld gang med, siger lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard til TV/MIDT-VEST.dk

Han understreger, at politiet i øjeblikket ikke har andre mistænkte i sagen - at efterforskningen fortsætter, og at politiet i øvrigt venter svar på flere DNA-undersøgelser.

DNA fra offer og sigtet

Det er retstekniske undersøgelser, der har givet politiet gennembrudet i sagen - på den knivskede, der blev fundet ved gerningsstedet, er fundet DNA, der svarer til DNA fra den 28-årige.

Det samme gælder for den sorte jakke, der senere blev fundet i et buskads ved Sortestien. Her blev der også fundet et hvidt tørklæde, hvor teknikerne fandt DNA både fra den sigtede og den dræbte.

Den 28-årige nægter sig - trods de nye spor - stadig skyldig. Han er dog frivilligt gået med til lade varetægtsfængslingen forlænge med fire uger.

 Politiet har i øvrigt ikke opgivet at finde den kniv, der blev brugt til drabet - Michael Kjeldgaard oplyser, at eftersøgningen vil fortsætte på landjorden, når sneen engang er smeltet.

Se interview med efterforskningsleder Michael Kjeldgaard