Boksning: Ditlev Rossing knockouter sig til sin tiende sejr

Med endnu en sejr forsvarer bokseren fra Skive sit junior-VM-bælte.

Ditlev Rossing forsvarede sit junior-VM-bælte med en knockout mod argentineren Miguel Peralta.
Ditlev Rossing forsvarede sit junior-VM-bælte med en knockout mod argentineren Miguel Peralta.
Foto: Scanpix / Thomas Sjørup

Ditlev Rossing fra Skive forsvarede lørdag aften sit junior-VM-bælte med en knockout mod argentineren Miguel Peralta. Det skriver Skive Folkeblad.

Ditlev Rossing, der boksede hele sin amatørkarriere hos BK Limfjord, var sin sydamerikanske modstander overlegen fra kampens start, og allerede i slutningen af anden omgang måtte Peralta til tælling hos kamplederen.

Med et minut tilbage af tredje omgang måtte han igennem samme tur, og kort tid efter var det slut. Kamplederen valgte at afslutte kampen, da argentineren røg i gulvet. Dermed kan Ditlev Rossing notere sig sin tiende professionelle sejr i lige så mange kampe. Samtidig forsvarer han sin Junior-VM-titel i cruiservægt hos WBC.

- Jeg vil bare gerne bokse hurtigst muligt igen. Jeg er klar i næste uge, hvis det skulle være. Jeg vil bare gerne have flere kampe, flere titler og sejre, sagde Ditlev Rossing til Ekstra Bladet TV efter kampen.

En potentiel ny modstander for Ditlev Rossing kunne være danske Micki Nielsen, der skal bokse EM-kamp til februar.