Disse regionalt ansatte kan blive ramt af lockout

Op mod 80.000 regionsansatte er mandag blevet udpeget af Danske Regioner til en eventuel lockout.

Lockouten kan træde i kraft fra 10. april. Foto: Lars Helsinghof Bæk / Ritzau Scanpix

Læs også Regionerne sætter adresser på 80.000 lockoutvarsler

Danske Regioner har mandag meldt ud, at op mod 80.000 regionalt ansatte vil blive ramt af en lockout, hvis forhandlingerne om en ny overenskomst ikke når i mål, og det ender med en konflikt med arbejdstagerne.

Lockouten, som kan træde i kraft fra 10. april, vil ramme stort set lige bredt i alle regioner, forklarer regionernes chefforhandler, Anders Kühnau.
    
Undtaget fra en lockout er dog områder under psykiatrien, akutlægebilerne, abortsamrådssekretariaterne og såkaldte palliative teams, som yder hjælp til uhelbredeligt syge, hvis helbredende behandling er indstillet.
    
Der vil også blive udført livsvigtige operationer og anden akut behandling som fødsler og kræftbehandling under en lockout.

Disse arbejdspladser kan blive ramt af lockout

Region Midtjylland:
    
* Hospitalsenheden Vest undtagen DNV - Projektsekretariatet samt bygningskonstruktører og stabsfunktion i driftsafdelingen.
    
* Hospitalsenhed Midt på nær Vestdansk Center for Rygmarvsskadede, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og projektafdelingen.
    
* Regionshospitalet Horsens. Undtagelserne her er Livsstilscenteret Brædstrup og visse tekniske funktioner i teknisk afdeling og bygge- og anlægsafdelingen.
    
* Regionshospitalet Randers.
    
* Aarhus Universitetshospital, undtagen Dansk Center for Partikelterapi og en række funktioner i teknisk afdeling beskæftiget med blandt andet sikring, telefoni og bygningsdrift.
    
* Regionshusene Viborg, Aarhus, Horsens og Holstebro. Dette gælder dog ikke for hospitalsapoteket, patientkontoret og visse funktioner i forbindelse med indkøb, medicoteknik, service og it.

Region Nordjylland:
    
* Regionshospital Nordjylland undtagen neuroenhed Nord i Brønderslev og Frederikshavn.
    
* Aalborg Universitetshospital.
    
* Regionshuset undtagen Nyt Universitetshospital i Gistrup, visse funktioner inden for administration, centrallager, patientvejledning, byggeadministration og hospice.
    
Kilder: Regionernes Lønnings- og Takstnævn.