Diskoteksejer: Jeg havde advaret mod gennembrud

Diskoteksejer: Jeg havde advaret mod gennembrud

Jan Nonboe fra Buddy Holly fortæller, at han flere gange har påpeget risikoen for, at vandet kunne bryde gennem diskotekets nødudgang.

De voldsomme oversvømmelser, der natten til mandag ramte diskotek Buddy Holly, Balletskolen og Hotel Royal i Holstebro, kunne formentlig være undgået. 

Ejeren af diskotek Buddy Holly, Jan Nonboe, siger til TV MIDTVEST, at han gentagne gange har advaret kommunen og sin udlejer Nordea Ejendomme om, at vandet fra Storåen kunne komme ind gennem diskotekets nødudgang. 

Og det var præcist, hvad der skete natten til mandag. Vandstanden i Storåen blev så høj, at vandet brød igennem døren til nødudgangen, som er placeret under en bro ved åen.

- Hver gang jeg har været i deres (kommunen og udlejerens, red.) selskab, har jeg haft det med som en del af agendaen. Og så har jeg fået beskeden: Vi kigger på det og prøver at finde plads i vores budgetter, fortæller Jan Nonboe, som har haft diskoteket i 16 år.

02:15

Se et interview med Jan Nonboe her

Luk video

I 2014 lavede kommunen en ny klimatilpasningsplan, hvoraf det fremgik, at kommunen var opmærksom på risikoen. Siden har Nordea Ejendomme sat en ny dør i nødudgangen - men den kunne altså ikke modstå presset.

Jan Nonboe sammenligner situationen med et farligt vejkryds, hvor der skal ske alvorlige ulykker, før nogen reagerer.

- Hvis gennembruddet var sket 24 timer tidligere, havde diskoteket været propfyldt med flere hundrede unge mennesker, som skulle flygte fra voldsomme mængder vand, siger han.

Kommunen: - Det er udlejerens ansvar

Formanden for Holstebros udvalg for Natur, Klima og Miljø, Karsten Filsø (SF), siger, at kommunen igennem længere tid har arbejdet på en bedre løsning ved nødudgangen.  

- Samtidig er vi nødt til at holde fast i, at det er Nordea Ejendomme, der ejer ejendommen og dermed også døren. Vi har været i dialog med dem om at få den flyttet, og det er også det, vi får lavet nu her. Men det er desværre for sent i forhold til den her hændelse, siger Karsten Filsø.

Jakob Kristensen, der er afdelingsleder i Nordea Ejendomme, forklarer, at selskabet i 2011 fik sat en vandtæt ståldør i nødudgangen. Dermed mener han, at selskabet har lyttet til Nonboes advarsler.

- Vi har også været i dialog med kommunen om at lave en ny nødudgang. Men nu er vi jo ikke herre over vind og vejr, og det er selvfølgelig rigtig uheldigt, at åen står så meget over sine bredder lige efter, at der er sat et arbejde i gang med at lave en ny flugtvej, siger Jakob Kristensen.

 

02:15

Se indslag om kritikken her

Luk video