Diskotek indfører livsvarig karantæne

Poppen Dancebar i Søndervig indfører med øjeblikkelig virkning ordensregler, der ikke er til at misforstå: Bortvisning og Livsvarig karantæne

poppen_dancebar.jpg
Foto: Satellit ApS

To episoder med slagsmål inden for en uge er to for mange, mener de på Poppen Dancebar i Søndervig. Derfor indføres der med øjeblikkelig virkning nul tolerance, hvad angår urostiftere på Poppen Dancebar.

- Den eller de vil blive bortvist og få livsvarig karantæne, oplyser indehaveren af Poppen Dancebar, Mohammad Al-Wasiti og bestyrer Chris Risager.

Med skilte både ved indgangen og i selve lokalet, vil der fremover være syn for sagen i forhold til budskabet om ”Nul tolerance” og ”Livsvarig karantæne”. 
Nu vil gæsterne møde dette opslag på Poppen Dancebar:

NUL TOLERANCE!

Vi holder meget af vore gæster, som på Poppen Dancebar, altid skal føle sig særdeles velkomne. Her skal alle kunne more sig i en tryg, hyggelig og venskabelig atmosfære.

Med et smil tager vi mod glade gæster, der kommer for at slappe af, hygge, grine og ikke mindst danse til diverse populære toner.

Derfor vil enhver form for uro i form af verbale provokationer, uro eller slagsmål, blive imødegået med øjeblikkelig bortvisning og livsvarig karantæne!

Chris Risager har været 35 år i branchen, og han hader vold i alle dets afskygninger. Han håber med denne nul tolerance-politik at komme volden helt til livs og dermed undgå dårlige overskrifter i pressen om slagsmål på Poppen Dancebar.

- Desværre er der personer i nattelivet, der fuldstændig har misforstået det at more sig og kun har et formål nemlig at være provokerende og måske voldelige, slutter Chris Risager.