Direktør og landmand til kamp for bank

Erhvervsmanden, John Gråkjær, og storbonden Kristian Lundgaard-Karlshøj vil have vestjyderne til at vise opbakning til den lokale Vestjysk Bank.

Vestjysk_bank_penge_kort.jpg

Vestjysk Bank kender Vestjylland, og derfor er det pinedød nødvendigt at holde liv i den.

Det mener to storspillere fra erhvervslivet i Holstebro-området, og nu opfordrer de alle til at vise de har tillid til banken, ved at sætte penge ind på kontoer i den.

Udsat for hetz

Opfordringen kommer i dagens udgave af Dagbladet Holstebro. Her tordner de to erhvervsfolk med samlet stemme mod den hetz, de mener, at banken har været udsat for i forbindelse med spekulationer om, hvorvidt Vestjysk Bank er den næste bank på vej mod et krak.

Sårbar men velfunderet

- Det er rigtigt, at banken er presset. Det er alle banker. Det er rigtigt, at banken er sårbar overor store tab. Det er alle banker. Men Vestjysk Bank er kommet gennem krisen og er funderet til fremtiden gennem nødvendige tilpasninger. Bankens værdier er nedskrevet benhårdt. For eksempel er værdien af bankens pant i landbruget kun fastsat til halvdelen af den forrentning jorden reelt kan give. Det er forsigtigt og fornuftigt. Og det er frem for alt ikke farligt, skriver John Gråkjær, bestyrelsesformand for Gråkjær Staldbyg i et læserbrev i avisen i dag.

Lejet hal til møde

Sammen med landmand Kristian Lundgaard-Karlshøj har han nu lejet Hjermhallen for på torsdag at holde et støttemøde til fordel for banken.

Målet er, at få vestjyderne til at sætte spareskillingerne ind på kontoer for at vise, at de bakker den lokale spiller op.

- Uden banken vil mange ting blive sat i stå. Det er ikke det vi har brug for. Vi har brug for et stærkt træ at rejse os ved igen, siger Kristian Lundgaard-Karlshøj til avisen.

Op til 750.000 kr.

Man kan risikofrit indskyde op til 750.000 kroner. Det er det beløb som staten garanterer alle indskydere, hvis en bank krakker.

Se interview med John Gråkjær og Kristian Lundgaard-Karlshøj her og hør, hvorfor de mener, der skal kæmpes for Vestjysk Bank:

2:32