Direktør om udflytning: Uproblematisk

Skatteankestyrelsens direktør ser ingen problemer i at flytte 30 arbejdspladser til Silkeborg.

Silkeborg

Det er ikke nødvendigvis forbundet med store problemer at flytte statslige arbejdspladser til provinsen.

Det siger direktøren for Skatteankestyrelsen, Annette Hummelshøj, til DR Østjylland.

Styrelsen skal i løbet af foråret flytte 25 medarbejdere til Silkeborg - og Annette Hummelshøj betegner opgaven som "uproblematisk".

Forklaringen er blandt andet, at styrelsen har tilbageholdt flere ledige stillinger, som nu bliver slået op i Silkeborg.

- Vi har også nogle medarbejdere, som arbejder i Haderslev, men bor i Aarhusområdet. De har fået tilbudt at blive flyttet med til vores lokation i Silkeborg, siger Hummelshøj til DR Østjylland.

Regeringen har besluttet, at der i alt skal udflyttes 4000 arbejdspladser til 38 forskellige byer i provinsen. Og Silkeborg Kommune arbejder målrettet på at få flere af de udflyttede til at bosætte sig i kommunen. Det sker blandt andet gennem annoncer til DJØFernes fagblad.

- Vi ser også på de jobs, der bliver overført til Skanderborg, Viborg, Ikast, Aarhus og så videre. Man kan fint bo i Silkeborg og så pendle til nabobyerne, siger udviklingschef Gregers Pilgaard.