Direktør om bank-fusion: - Et godt match

Ringkjøbing Landbobanks direktør, John Fisker, kalder fusionen mellem Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank for ’et godt match’.

John Fisker, der er administrerende direktør i Ringkjøbing Landbobank, bliver også direktør efter fusionen med Nordjyske Bank.
John Fisker, der er administrerende direktør i Ringkjøbing Landbobank, bliver også direktør efter fusionen med Nordjyske Bank.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Ringkjøbing Landbobank bliver endnu større. Det ligger fast, efter banken onsdag har offentliggjort sine planer om en fusion med Nordjyske Bank.

Hovedkontoret vil blive placeret i Ringkøbing med et regionshovedkontor i Nordjylland.

Fusionen er Ringkjøbing Landbobanks administrerende direktør, John Fisker, som fortsætter i den samme rolle i den nye konstellation, godt tilfreds med.

- Vi er et rigtig godt strategisk match, fordi Ringkjøbing Landbobank er en halv regional bank og halv nichebank. Nu bliver vi i fremtiden også en regional bank i Nordjylland. Vi kan drive det hele med samme hovedkontor, men med kraftige støttefunktioner i Nørre Sundby, fordi Nordjyske Bank har et stort område deroppe. Balancen passer simpelthen godt sammen.

- Vi kommer til at blive skarpere, og det kommer alle vores kunder til gode, lyder det fra John Fisker.

Fortsætter som to brands

Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank har arbejdet tæt sammen i mere end 25 år. De bruger de samme produktleverandører i form af Bankdata, Totalkredit, BankInvest, Letpension (PFA), Privatsikring og andre leverandører.

De to banker kommer trods sammenlægningen stadig til at fungere som to selvstændige brands, og det er der ifølge John Fisker en ganske simpel forklaring på.

- Vi har analyseret på det, og der er et brand, som er bedst i Nordjylland, og det er Nordjyske Bank, mens Ringkjøbing Landbobank også har et fantastisk brand. Derfor synes vi egentlig, det er allerbedst at holde fast i de samme navne. Det er den måde, vi vil drive banken på.

Jyske Bank-tilbud bliver ikke til noget

Jyske Bank stod ellers til at blive den dominerende aktionær i Nordjyske Bank efter at have garanteret et lån tilbage i 2014, som endte med 40 procents ejerskab af banken i det nordjyske.

Tidligere i år lagde Jyske Bank så et købstilbud på samtlige aktier i Nordjyske Bank, men den handel bliver i naturlig forlængelse af fusionen mellem Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank ikke til noget.

- Det her er ikke et købstilbud. Det er en fusion. Det er to helt forskellige ting. Hvis man sælger sin bank, så får man pengene, og så står man der. Her fusionerer vi, og så er vi én bank, og derfor er det en fællesbank, som kommer til at drifte videre, hvor vi har reel indflydelse på tingene, forklarer John Fisker.

Ifølge John Fisker kommer fusionen ikke til at få indflydelse på antallet af filialer i det nordjyske, da de to banker ikke overlapper hinandens områder.

2:27