Direktør glad oven på dom for moms- og skattesvindel

Frank Svalgaard er glad for, at sagen er overstået. Tidligere i dag blev han idømt 10 måneders betinget fængsel og en bøde på 1.475.000 kroner

20032015ScanPlast.jpg

I dag sluttede retssagen mellem staten og Frank Svalgaard, der har været tiltalt for at svindle for op mod seks millioner kroner i en periode fra 2008 til 2011.

Resultatet blev, at Frank Svalgaard fik 10 måneders fængsel, en bøde på 1.475.000 kroner samt 150 timers samfundstjeneste. Alligevel er han glad for, at sagen er overstået.

- Det har jo taget enormt meget på resourcerne, og han er da glad for, at det nu er overstået, siger Rasmus Nørgaard Bæk, der er Frank Svalgaards forsvarer til tvmidtvest.dk.

Frank Svalgaard har hele tiden erklæret sig uskyldig, og indtil sagens afslutning mente han, at han ikke havde lavet en forsætlig fejl. Forsvaret har vundet mest ved at anke sagen til Vestre Landsret, idet straffen blev halveret.

- Han er glad for, at den er væsentligt formidlet, men er da træt af, at forholdet bliver bedømt som om, at det er forsætligt, siger Rasmus Nørgaard Bæk.

Anklagemyndigheden gik efter mere

Det var ikke kun Frank Svalgaard, der havde anket dommen fra byretten. Det havde også anklagemyndigheden, der gik efter en skærpet straf, og samtidig vil de have dømt Frank Svalgaards samlever. 

Men som bekendt gik samleveren fri, og strafudmålingen blev halveret.

- Det er en logisk konsekvens, når landsretten ikke finder, at der er ført bevis for beløbene, siger Klaus Meinby Lund, der er senioranklager for Statsadvokaten i Viborg til TV MIDTVEST.

Han mener ikke, at anklagemyndigheden kunne have kørt sagen anderledes.

- Det er min overbevisning, at anklagemyndigheden har gjort, hvad den kunne i den her sag. Det er en sag, som ikke er ukompliceret, og den har også været juridisk kompliceret at få belyst. Jeg mener ikke, at vi kunne have gjort det anderledes, siger Klaus Meinby Lund, som giver en afsluttende kommentar:

- Straffen blev nedsat, og det tager jeg så til efterretning.