Direktør er ikke bekymret for at miste polske medarbejdere

Søren Husted er administrerende direktør for Kp Komponenter. Han har ti polske ansatte. Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Direktør er ikke bekymret for at miste polske medarbejdere

​Polen forsøger at få sin arbejdskraft tilbage, men det vækker ikke bekymring i Spjald.

Lige nu arbejder der 40.000 polakker i Danmark, og dem vil Polen gerne have tilbage. Ledigheden i Polen er lavere end i Danmark, og polske virksomheder skriger på arbejdskraft.

Derfor rejser Polens ambassadør rundt i landet for at overtale nogle af polakkerne til at tage tilbage. Det vækker dog ikke bekymring hos Kp Komponenter i Spjald, hvor de på nuværende tidspunkt har 10 polske ansatte.

- Det er et interessant initiativ. Jeg er ikke så bekymret, for når jeg ser på vores relativt store gruppe af polske medarbejdere, så er mange af dem fuldt integrerede her i dag, hvor nogen er gift med danskere eller har børn, der går i skole, og mange har boet her i mere end 10 år, fortæller den administrerende direktør, Søren Husted.

Pawel Zakrzewske har et barn i Danmark. Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Vil ikke flytte

En af de polske medarbejdere er Pawel Zakrzewske. Han har ikke planer om at flytte.

- Det ville være svært for mig, for jeg har et barn i Danmark. Det holder mig heroppe, fortæller han.

Men selv hvis alle Pawel Zakrzewskes polske kolleger vælger at forlade arbejdspladsen, så tager Søren Husted det stadig roligt:

- Vi har andre udlændinge end vores polske medarbejdere. Vi har også en relativt stor gruppe fra Rumænien. Vi må se, hvor vi så kan skaffe medarbejdere henne.

Læs også Polen mangler arbejdskraft: Vil hente polakker hjem igen