Dina Thorslund skal forsvare sit VM-bælte i Struer

​​​​​​​Bokseren Dina Thorslund skal i ringen mod tyske Alesia Graf den 19. januar i Struer, erfarer B.T.

Dina Thorslund med sit VM-bælte i marts 2018. Foto: TV MIDTVEST

Bokseren Dina Thorslund skal kæmpe om VM-titlen mod tyske Alesia Graf.

Det skriver B.T.

Læs også Dina Thorslund: - Det føles fantastisk

Avisen erfarer, at danskeren for første gang sætter sit WBO VM-bælte i superbantamvægt på spil i bokseringen 19. januar i Struer.

Bæltet vandt hun i august i år, da hun besejrede mexicaneren Yessica Munoz.

Den 25-årige bokser er ubesejret i 12 kampe som professionel og har også været indehaver af WBC VM-bæltet, som hun vandt i marts i år.

Herrer skal også bokse i Struer

Også bokseren Dennis Ceylan skal i kamp i Struer. Han får mulighed for at revanchere sit nederlag mod spanieren Jesus Sanchez, erfarer B.T.

Vinderen af den kamp får med stor sandsynlighed adgang til en kamp om EM-titlen i fjervægt, som Ceylan tidligere har været indehaver af.

Kampen mellem Ceylan og Sanchez skulle egentlig have fundet sted den 24. november i Aarhus, men på grund af sygdom måtte den 29-årige Ceylan udskyde kampen.

Det meldte han ud i slutningen af oktober, hvor han døjede med influenza og ikke kunne træne optimalt før revanchekampen mod spanieren, der besejrede danskeren på knockout i Struer i marts i år.

- Jeg er skuffet over ikke at kunne bokse 24. november, men det er en meget vigtig kamp for mig, og jeg skal sørge for, at jeg er 100 procent klar, når jeg går ind i ringen, og det er desværre ikke muligt, sagde Ceylan dengang i en pressemeddelelse.

Promotor Nisse Sauerland udtrykte også beklagelse over at udsætte showet, men fortalte, at man arbejdede på at finde en ny dato for kampen. Det er altså sket nu.

/ritzau/

02:45

Vi var med helt tæt på Dina Thorslund før, under og efter den imponerende VM-sejr i august 2018. 

Luk video