Dina Thorslund: - Det føles fantastisk

Den 24-årige bokser fra Struer vandt lørdag aften en overbevisende sejr på point og er fortsat ubesejret.

Dina Thorslund fra Struer er nu dobbelt verdensmester og har ikke tabt en eneste af sine 12 kampe.
Dina Thorslund fra Struer er nu dobbelt verdensmester og har ikke tabt en eneste af sine 12 kampe.
Foto: Emilie Grav, TV MIDTVEST

- Det føles da ret godt - det kunne jeg da godt vænne mig til.

Ordene fra 24-årige Dina Thorslund kort efter hendes 12. sejr ud af 12 mulige vidner om en boksemester, der har fået smag for sejr. Sent lørdag aften slog hun overbevisende sin 27-årige mexicanske modstander Yessica Munoz på point, og det gav hende titlen som dobbelt verdensmester. 

- Det er super fedt, og så især når man får den oplevelse på sådan en hjemmebane, det er mere, end man kan bede om, siger hun glad med henvisning til den store opbakning fra hjembyen Struer og publikum i Struer Energi Park, hvor boksebraget fandt sted. 

- De er bare med hele tiden og bliver ved og hepper hver gang, jeg rammer. Man får bare det der pust og et form for mentalt skulderklap, det er super fedt, siger hun glad kort efter sejren.

Familie bakker op

Hele Dina Thorslunds familie er taget fra Falster til Struer for at bakke op. Lillesøsteren Nana Thorslund har da også svært ved at få armene ned, da dommernes point bliver offentliggjort:

- Min søster er verdensmester - hvor er det vildt mand! Hun vinder alle sine omgange, råber hun, mens de mange publikummer rejser sig op og klapper af storesøsteren.

Dina Thorslunds lillesøster Nana Thorslund har svært ved at forstå, at hendes storesøster netop er blevet dobbelt verdensmester. 
Dina Thorslunds lillesøster Nana Thorslund har svært ved at forstå, at hendes storesøster netop er blevet dobbelt verdensmester. 
Foto: Emilie Grav, TV MIDTVEST

- Hun boksede bare bedst, den anden havde ikke en chance, siger hun stolt. 

Og storesøsteren var fysisk overlegen ved boksebraget, der dog måtte ud i alle 10 omgange. Dem vandt Dina Thorslund med dommernes point i hendes favør: 99-91, 100-90 og 100-90.

- Jeg var bedre forberedt og havde det meget bedre i ringen. Meget mere fysisk overskud, fastslår Dina Thorslund og uddyber, at hun havde overskud til at lytte til sin træner Thomas Madsen og dermed også at forbedre sine slag. 

- Jeg sad på den allerede fra starten af. Og så tænkte jeg, at det her skal bare holdes, for jeg havde fundet løsningen og det, der virkede. Og når jeg så bliver en lille smule træt, så er Thomas god til at sige til mig, husk nu at komme rundt og husk at gøre det, og så kører det bare derudaf, siger hun med et stort smil.

Se indslag med Dina Thorslund fra få timer inden boksebraget i Struer. 

2:16
Lørdag aften går 24-årige Dina Thorslund i ringen til sit livs største boksekamp, når hun møder mexicanske Yessica Munoz.