Dildodame: Sexlegetøj er blevet mere legalt

En flok kvinder i 20'erne krydrer en pigeaften med dildoparty. For dem er sexlegetøj helt okay både at snakke om og købe i fællesskab.

Kristine viser varerne frem.
Kristine viser varerne frem.

Sexlegetøj er blevet en større del af danskernes hverdag, og salget af legetøjet er steget eksplosivt. En af måderne, man kan købe sexlegetøj på, er igennem virksomheden Livet-er-godt. De står for at arrangere dildoparties og rådgive om mulighederne.

Og den mulighed benyttede en flok veninder sig af ved at invitere dildodamen Kristine på besøg i Silkeborg med et stort udvalg af dildoer i alle størrelser, former og farmer.

- Sexlivet er meget vigtigt. De fleste af os er omkring de 22 år og derop efter, og det er en vigtig del af vores liv på det her tidspunkt. Så det er vigtigt også at snakke med sine venner om det, siger Amalie Hoffritz, som er pædagogstuderende i Ikast.

Ikke bare underholdning

Kristine fra Livet-er-godt har arrangeret dildoparties i nogle år, og hun kan godt se, at der er sket en ændring i bevidstheden hos de unge piger. Og de mange muligheder på internettet gør, at de unge piger vil være med i samfundsudviklingen.

- Det er blevet mere legalt. Det er blevet mere i orden. De fleste pigegrupper holder en fest, hvor de skal have en dildodame ud. Og de fleste tror, at det kun handler om underholdning, men 15-20 minutter inde i partiet, finder de ud af, at det faktisk er dybt seriøst, siger Kristine fra Livet-er-godt.

Og sådan er det også for flokken af veninder. De har nemlig ikke kun inviteret Kristine for underholdningens skyld.

- Det er jo en blanding af tant og fjas og så alvoren i det, fordi vi gerne vil have tilfredsstillelse for os selv. Vi kan stille spørgsmål, også til hinanden, siger Sandie Lund, som også er pædagogstuderende i Ikast.

Under gennemgangen kunne pigerne sætte krydser på en bestillingsseddel, og det blev også gjort flittigt. For ifølge veninderne var Kristine god til at sælge varerne. 

1:57
En flok studieveninder krydrede deres aften med et dildoparty.