Digital ekspert: Så let er det at manipulere billeder

Teknologien er i dag så god, at man kan snyde med billeder, så selv eksperterne ikke kan se forskel.

1:39
Se et interview med Mette Breth Bakmand fra Alexandra Instituttet her.
Foto: TV 2

Hvis man har onde hensigter, er det forholdsvis simpelt at tage et profilbillede af en person og bruge det til at lave et manipuleret pornobillede.

Det forklarer Mette Breth Bakmand, der er senior digital designer i den privatejede nonprofit virksomhed, Alexandra Instituttet i Aarhus. 

- Hvis man har adgang til de programmer, der kan sådan noget, kræver det ikke mange klik, før man kan lave nogle vilde ting, siger hun. 

En 23-årig mand er ved retten i Viborg tiltalt for at have manipuleret eller bestilt manipulationer af billeder af 18 kvindelige bekendte, så det ser ud, som om kvinderne har medvirket til porno. Og teknologien er så god, at det kan være svært at se forskel på, hvad der er falsk, og hvad der er ægte.

- Man kan lave det meget realistisk. Med den mængde pixels (billedets opløsning/kvalitet, red.), man har at arbejde med i dag, kan man lave nogle ting, som kan snyde enhver - også mig. Så man kan ikke stole helt på, det man ser i dag.

- Kan man overhovedet gøre noget for at gardere sig?

- Umiddelbart nej, for vi har så mange billeder ude på vores sociale profiler. De er alle vegne. Men man skal også huske på, at dem, der laver sådan nogle billeder, trækker sig nogle digitale fodspor efter sig, som kan gøre, at man vil kunne finde tilbage til dem, siger Mette Breth Bakmand.

Flere af de kvinder, der har fået misbrugt deres billeder i sagen fra Midtjylland, er under 18 år. Den 23-årige er derfor blandt andet tiltalt for børneporno. Anklageren kræver ham idømt et års ubetinget fængsel, mens forsvareren går efter en betinget straf.

Der falder dom i sagen den 19. marts.

1:01
Mette Breth Bakmand viser her, hvordan man kan sætte et ansigt ind på en anden persons krop.
Foto: TV 2