Dieseltyve truede med koben

To dieseltyve slap uheldigt fra et dieseltyveri ved Tjele, da ejeren fulgte efter dem.

Politi.dk jakker_type1_0.jpg

To dieseltyve måtte tage benene på nakken ved Tjele, da en 41-årig gårdejer natten til torsdag opdagede deres foretagende.

Det fortæller vagtchef Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Tapningen af diesel skete fra en tank på en gård på Sønderupvej ved Tjele.

Truede ejeren med koben

Da tyvene blev opmærksomme på manden, stak de af i deres VW Transporter. Men ejeren mente ikke, at de skulle slippe så let, og han fulgte efter dem.

Efter en kort forfølgelse stopper de to mænd op og truer den 41-årige landmand med et koben.

Truslerne om repressalier fik dog ikke ejeren til at opgive. Han fortsatte forfølgelsen på afstand, og truslerne med kobenet gentog sig flere gange.

Stak af til fods

Til sidst efterlod de to tyveknægte deres bil ved Vammen Kirke og stak af til fods.

Og der var tale om dieseltyve. I bilen var der både en pumpe og 2000 liter diesel.

Mistanke om gerningsmænd

Selvom sporene efter de to dieseltyve forsvandt, da de forlod bilen, er politiet ikke på bar bund.

 - Vi har en formodning om, hvem det er. Desuden har vi nogle gode spor at gå efter, siger vagtchefen.

Ejeren har i øvrigt fået sin diesel tilbage igen.

Dieseltyveriet fandt sted fra denne gård på Sønderupvej ved Tjele: