Diamantbryllupspar donerer halv million til travbane

Et trav-interesseret ægtepar fra Højslev ved Skive har doneret en halv million kroner til travbanen i Skive.

Ægteparret Edith og Kresten Færch donerer 500.000 til Krestens hobby igennem en menneskealder - Travbanen i Skive.
Ægteparret Edith og Kresten Færch donerer 500.000 til Krestens hobby igennem en menneskealder - Travbanen i Skive.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Kresten Færch har været fast tilskuer lige siden travbanen i Skive åbnede i 1948.  Nu driller det med helbredet. 
Derfor ringede hans hustru, Edith Færch Christensen, til travklubben og bad om et kontonummer. 

- Da hun ringede og sagde, at hendes mand gerne ville donere nogle penge og bad om et kontonummer, tænkte vi, det kunne være alt mellem 5 og 25 - måske 50.000, siger bane- og salgschef Steen B. Nielsen fra Travbanen i Skive.  

- Så fortæller hun, at hun skal til frisør og vil efterfølgende gå i banken. Vi skal næsten ned og sidde, da vi ser, der står 500.000. Det havde vi ikke den vildeste ide om, siger Steen B. Nielsen. 

Nu skulle det være

For 8-10 år siden solgte ægteparret Edith og Kresten Færch gården. De har aldrig ejet travheste, men Kresten Færch har været flittig tilskuer på banen og kun sjældent misset en løbsdag. 

Fredag har parret været gift i 60 år og fejrer derfor diamantbryllup. Men det er nu ikke bryllupsdagen, der er anledning til donationen. I dag er Kresten Færch på plejehjem, og det går ikke med helbredet, som det har gjort, fortæller Edith Færch. 

- Han har altid talt om, han ville donere penge til travbanen. Nu skulle det være, siger Edith Færch.  

Hos Skive Trav er man taknemmelige for donationen. En del af beløbet vil blive brugt på at lave et ærespræmieløb, der får navnet 'Edith og Kresten Færchs ærespremieløb'. 

Men pengene kommer også de aktive brugere på travbanen til gode. 

- De skal bruges til hestene og alle de mennesker der er på travbanen. Vi vil gerne lave forholdene bedre for dem,
Det er helt sikkert penge, der luner, siger Steen B. Nielsen.

 

Skive Travs formand Geert Olesen tog ud forbi Edith og Kresten Færch og hilste på for at takke for donationen. Det er der kommet ovenstående facebookhilsen ud af.  

 

2:02
Et ægtepar fra Højslev ved Skive har været ekstra gavmilde denne jul.