Diabetikere nægtes hjælp til ny måle-teknologi

Kommuner vil ikke købe nyt apparat der gør blodsukker-måling nemmere

Måling af blodsukkeret hos diabetikere er gjort nemmere med ny teknologi Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Landets kommuner siger nej på stribe til køb af ny teknologi til sukkersygepatienter, så de lettere kan foretage de livsvigtige blodsukker-målinger. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

10-årige Thilde Haahr fra Brande er en af de diabetikere, som Ikast-Brande Kommune har afslået at hjælpe med den nye teknologi.

Som andre med sukkersyge må hun, mange gange i døgnet, stikke sig selv i fingeren for at fange den dråbe blod, der via en målestrimmel, kan sikre hende et stabilt blodsukker. En smertefuld proces som går ud over livskvaliteten, især hos børn. 

Men Thilde og andre med sukkersyge kan nu få hjælp fra et nyt smart scannings-udstyr, som kan målet blodsukkeret uden at der prikkes hul i fingeren.

Det store problem er blot, at ingen kommuner vil bevilge de nye glukosemålere. Det har foreløbig ført til mere end 100 klagesager i Ankestyrelsen, oplyser Jyllands Posten.

Ifølge Diabetesforeningen og en række diabeteslæger, er patienterne havnet i en strid mellem kommuner og regioner om, hvem der skal betale for måleapparatet.

Kommunerne mener nemlig teknologien er et behandlings-redskab, som skal betales af regionerne.Modsat mener regionerne, at der er tale om et hjælpemiddel, som betales af de kommunale kasser.  

- Det er idioti, at en strid mellem to instanser skal forhindre, at vores patienter får både en bedre behandling og bedre en bedre livskvalitet, siger formanden for diabetesbørnelægerne, Jannet Svensson til avisen.

Administrerende direktør i Diabetesforeningen, Henrik Nedergaard, siger at sukkersygepatienterne er gidsler i et økonomisk slagsmål.

- Vi ved at der er mange fordele ved apparatet, og risikoen for senkomplikationer bliver væsentlig mindre, når blodsukkeret stabileres nemmere og bedre. Derfor vil den samfundsøkonomiske gevinst være enorm, siger Henrik Nedergaard.

10-årige Thilde Haahrs forældre vil ikke vente på, at det økonomiske slagsmål bliver løst. De har købt måleudstyret i Tyskland, og dermed gjort hverdagen mere tryg for datteren i hjemmet i Brande.

- Det er meget nemmere at scanne blodsukkeret med den nye teknologi. F.eks. skal vi ikke vække hende midt om natten for at tage blodprøver i fingeren. Vi er villige til selv at betale. Men det er jo ikke sikkert andre diabetes-patienterne har råd til det, siger faderen Lars Haahr.