DI-formand: Politikerne skader Thisteds image

Dansk Industri Thy-Mors formand Tage Odgaard Nielsen langer ud efter politikerne i byrådet i Thisted.

Politisk kaos og slagsmål i medierne skal stoppes, fordi det skader Thisteds image. Det mener DI formand i Thy-mors afdelingen Tage Odgaard Nielsen ifølge Limfjord Update.

- Jeg tror nok, at de uenigheder man har i thisted byråd, det er nok sundt for et demokrati, men man diskuterer i medierne i stedet for diskutere internt, det er nok det største problem, siger Tage Odgaard Nielsen til Limfjord Update.

Det er særligt forhandlingerne om fremtidens struktur på skole- og børnepasningsområdet, der har kastet kommunalbestyrelsen i Thisted ud noget, der udefra ligner kaos, der falder formanden for brystet. Han mener, det skader erhvervslivet.

- Det skaber måske en usikkerhed omkring, hvad det egentlig er vi vil. Man har ikke en klar linje fremadrettet, og den trænger vi til, siger Tage Odgaard Nielsen.