DHF-formand: Måske skal vi droppe challenge

Det nye challenge-system i håndbold har skabt en del forvirring og debat. Og nu åbner formanden for Dansk Håndboldforbund op for, at challenge bliver droppet, hvis det ikke virker.

Håndboldmagasinet Overtrådt debatterer nyt challenge-system.
Håndboldmagasinet Overtrådt debatterer nyt challenge-system.

Det er det helt store samtaleemne i dansk håndbold lige nu. Dansk håndbold er blevet forsøgskanin for et nyt challenge-system. Men nu kan det være, at forsøget snart dør.

- Jeg er ikke blind for, at der har været en del grums. Og det ærgrer mig helt vildt. Det skulle jo have tilført noget positivt til dansk håndbold, og hvis det ikke gør det, skal vi måske pille det af igen.

Sådan lyder det fra Per Bertelsen, formand for Dansk Håndboldforbund, i den nyeste udgave af Håndboldmagasinet Overtrådt fra TV MIDTVEST.

Senest skabte challenge-systemet stor debat i herreligakampen mellem TTH Holstebro og Skjern Håndbold i lørdags.

Her tog Skjerns assistenttræner Claus Hansen en challenge, selv om holdet havde brugt sine tre timeouts. Det gav i stedet straffe til TTH Holstebro, som fik udlignet til kampens slutresultat 22-22.

Men Skjerns forsøg på challenge skulle aldrig have været tilladt i første instans.

- Jeg var forvirret, ligesom mange andre tv-seere formentlig var. Og det er noget rod, lyder det fra håndboldtræner Mads Brandt i Overtrådt.

30:10
Se seneste udgave af Overtrådt lige her: Det nye challenge-system har skabt en del forvirring og debat. Nu er en håndboldtræner direkte bekymret for håndboldens fremtid.

Bekymret toptræner

Den tidligere Holstebro-træner, Niels Agesen, der i dag står i spidsen for Randers HK er så bekymret på dansk håndbolds vegne, at han i weekenden skrev en klumme her på siden.

- Jeg synes, det er ødelæggende for den sport, jeg elsker så højt, at der hele tiden kommer nye tiltag og nye regler. Det skaber kun forvirring, og jeg er virkelig bekymret for, hvem der egentlig passer på håndbolden, siger Niels Agesen.

Han er egentlig tilhænger af et challenge-system, hvor trænerne i tv-kampe har mulighed for at få dommerne til at gense en bestemt situation på video.

- Men jeg forstår ikke, at vi skal være prøveklud i Danmark. Der er jo alt for meget på spil til, at man bare kan lade os være prøveklud i vigtige turneringskampe, understreger Niels Agesen.

Giv challenge tid

Formanden for Dansk Håndboldforbund fortæller, at det hele tiden har været meningen, at challenge-systemet skal evalueres. Og nu kan det godt være, at evalueringen skal fremrykkes lidt.

- Jeg vil ikke være med til at droppe systemet efter så få kampe,siger Per Bertelsen. 

- Det skal have lidt tid og ro, og så er jeg sikker på, at det nok skal blive godt. Men hvis vi har lavet noget, der ikke er godt, så må vi pille det af igen. For det giver ingen mening at køre hele sæsonen igennem med det, hvis det ikke fungerer, understreger Per Bertelsen.