DGI vinder ankesag om frivilligt arbejde

Der er stor glæde i DGI og hos 64-årige Inge Precht i dag. Nu har Vestre Landsret afgjort, at hun igen kan udføre frivilligt ulønnet arbejde som instruktør.

Inge Precht har på sin 64-års fødselsdag fået rettens endelige ord for, at hun kan fortsætte som frivillig. Arkiv
Inge Precht har på sin 64-års fødselsdag fået rettens endelige ord for, at hun kan fortsætte som frivillig. Arkiv
Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVEST

Vestre Landsret afsagde fredag dom i sagen, som DGI har anlagt mod Ankestyrelsen på vegne af 64-årige Inge Precht fra Sunds.

Landsretten gav DGI medhold i, at det ikke var i orden, at Inge Prechts A-kasse ville trække hende i efterløn, fordi hun var frivillig fitnessinstruktør i Sunds Forenings Fitness. Dommen faldt på Inge Prechts 64 års fødselsdag.

- Sikke en dejlig fødselsdagsgave. Det er så godt, at dommen falder ud til min og DGI's fordel. Det her har ikke kun været min kamp, men på vegne af alle frivillige. Men jeg undrer mig over, at jeg sammen med DGI har skullet kæmpe i næsten to år, for at jeg kunne få lov til at være instruktør, siger Inge Precht.

I dommen lægger landsretten vægt på, at Sunds Forenings Fitness er en forening på lige fod med andre idrætsforeninger, og at der derfor også skal gælde samme regler for instruktører der, som der gør i andre foreninger.

- Vi er rigtig glade for dommen, som slår fast, at der ikke skal være problemer for de efterlønnere og dagpengemodtagere, der ønsker at være frivillige ulønnede instruktører. Det er vigtigt, at alle har ret til og mulighed for at være frivillige i idrætsforeningerne, siger DGI's næstformand Charlotte Bach Thomassen i en pressemeddelelse. 

Inge Prechts sag har fået massiv omtale i medierne, siden Ankestyrelsen i oktober 2016 afgjorde, at hun ville blive trukket i efterløn, hvis hun var frivillig ulønnet instruktør i Sunds Forenings Fitness ved Herning. DGI lagde sag an mod Ankestyrelsen, men tabte i juli 2017 sagen ved byretten i Herning. En dom, der blev anket på stedet. 

Retssag overhalet af folketinget   

Mellem retssagerne er domstolene blevet overhalet inden om af politikerne. I december 2017 vedtog et flertal i folketinget en lovændring, der gør det nemmere for folk på dagpenge og efterløn at være frivillige.

DGI valgte at fastholde anken til Landsretten trods lovændringen, fordi det var vigtigt at få slået fast, hvad der forstås ved en frivillig forening og et almennyttigt formål.

- Med lovændringen og dommen har vi fået løst de udfordringer, efterlønnere og foreninger oplevede. Og fremover vil vi vil følge nøje med i, hvordan A-kasser og jobcentre fortolker reglerne, siger Charlotte Bach Thomassen. 

I juli 2017 forholdte Inge Precht sig til, at hun og DGI i første omgang tabte sagen. Siden blev loven lavet om.

2:05
DGI går nu i retten med sag om en kvinde fra Sunds, der blev trukket i efterløn, fordi hun var ulønnet instruktør i fitnesscenter.
2:06
Borgere på efterløn og andre ydelser må ikke være frivillige i DGI's fitness. Det slog en dom i Retten i Herning fast i dag.
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST