DFs spidskandidat i Struer politianmeldt af tidligere partifælle

Dansk Folkepartis spidskandidat til kommunalvalget i Struer, Jette Lund, er blevet politianmeldt af en tidligere partifælle. Hun bliver beskyldt for nepotisme.

DFs spidskandidat i Struer er blevet politianmeldt af den tidligere partifælle, Jette Rønberg.
DFs spidskandidat i Struer er blevet politianmeldt af den tidligere partifælle, Jette Rønberg.
Foto: Gustav Houe Dall

Dansk Folkepartis spidskandidat til kommunalvalget i Struer Kommune, Jette Lund, er blevet meldt til politiet af sin tidligere partifælle, Jette Rønberg. 

Tidligere var Jette Lund ansat som skoleleder på Nr. Felding Skole, og det er her, at Jette Rønberg mener, at Jette Lund har brudt loven. 

- Det er det, der hedder nepotisme. Misbrug af sin stilling blandt andet, og så må politiet jo se, om der kommer yderligere med, når de gennemgår det, siger Jette Rønberg til TV MIDTVEST.

Jette Rønberg har søgt aktindsigt i, hvad skolens penge er blevet brugt til i den tid, hvor Jette Lund var skoleleder. TV MIDTVEST har fået adgang til aktindsigten, og i bilagene fremgår det, at skolen har anvendt firmaer, som Jette Lunds mand, Mikael Jensen, enten er direktør for eller ansat i. 

- Jeg kan se, at der er udført arbejde fra hendes mands firmaer for 420.000 kroner over den periode, hvor Jette Lund har været skoleleder, siger Jette Rønberg. 

Jette Rønberg har anmeldt Jette Lund til politiet.
Jette Rønberg har anmeldt Jette Lund til politiet.
Foto: Poul Erik Sørensen, TV MIDTVEST

Jette Lund har i dag ingen kommentarer til politianmeldelsen, da hun ikke er blevet kontaktet af politiet endnu. 

Overfor TV MIDTVEST bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi, at de har modtaget en anmeldelse fra Jette Rønberg, men på nuværende tidspunkt vil de ikke kommentere sagen yderligere. 

Formandsopgør skabte uro 

Det er ikke første gang, at der er intern uro i Dansk Folkeparti i Struer. Tilbage i marts tabte den daværende spidskandidat Anna Marie Brix Poulsen et formandsopgør på partiets generalforsamling til Jette Lund, som blev ny spidskandidat. 

Det affødte stor intern ballade, og Anna Marie Brix Poulsen meldte sig ud af partiet og blev løsgænger, mens flere andre medlemmer fulgte trop, herunder Jette Rønberg. 

Efterfølgende blev Anna Marie Brix Poulsen politianmeldt af DFs lokalafdeling. De mente, at den tidligere formand var skyld i, at der manglede regionsmidler for 10.000 kroner. 

Anna Marie Brix Poulsen erklærede sig uskyldig i anmeldelserne, men valgte alligevel at betale pengene for at få lukket sagen, sagde hun dengang. Efterfølgende blev politianmeldelsen opgivet. Anna Marie Brix Poulsen og lokalafdelingen blev dog aldrig enige om, hvad der egentlig var foregået. 

DF: Ikke overraskende

Dansk Folkepartis lokalformand, Hans Simmelsgaard, ønsker ikke at udtale sig om politianmeldelsen, da han ikke har set den, men han er ikke overrasket over, at anmeldelsen kommer fra Jette Rønberg.

- Både hende og Anna Marie går jo efter, at DF ikke skal repræsenteres i byrådet, siger Hans Simmelsgaard.  

Jette Rønberg afviser overfor TV MIDTVEST, at hendes anmeldelse mod Jette Lund har noget med den tidligere ballade at gøre. 

Over det sidste halve års tid er der jo sket nogle ting i Dansk Folkeparti i Struer, har anmeldelsen noget med det at gøre?

- Det er jo bare politik, det er hvad, der sker. At det så ikke er gjort på så pæn en måde, det er, hvad det er. Når der efterfølgende kommer en masse svirren i gang, og man anmelder Anna Marie for tyveri af 10.000 kroner, hvilket hun absolut ikke har gjort og også er blevet pure frifundet for, så mener jeg, at man selv skal have rene papirer, og umiddelbart er det ikke ligefrem det, de har, ud fra hvad jeg kan se, siger Jette Rønberg.

Dansk Folkepartis partisekretær på landsplan, Poul Lindholm, har ingen kommentarer til anmeldelsen. Han udtaler blot, at partiet nu må afvente politiets undersøgelser. 

2:10
DF's spidskandidat i Struer er meldt af en tidligere partifælle