DF'ere klar til at bryde samarbejde

Flere DF'ere er klar til at bryde med blå blok for at få maksimal indflydelse. Drømmen er borgmesterposter.

Kristian Bøgsted i Ringkøbing-Skjern vil ikke love at pege på borgmester-kandidat fra Venstre.
Kristian Bøgsted i Ringkøbing-Skjern vil ikke love at pege på borgmester-kandidat fra Venstre.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

I mange kommuner har en stemme på Dansk Folkeparti i flere år været en stemme på blå blok og en borgerlig borgmester.

Men sådan behøver det ikke være ved det her valg. Fra partitoppen er der lagt op til, at DF i de enkelte kommuner skal gå efter mest mulig indflydelse - også hvis det betyder samarbejde med rød blok.

En af dem der ser frem til de nye og friere tøjler er spidskandidaten i Ringkøbing-Skjern Kommune, Kristian Bøgsted.

- Vi vil være fri til at pege på den borgmester, vi nu føler, der giver os mest for pengene, siger Kristian Bøgsted fra DF.

Og spidskandidaten har ikke noget problem med ikke at melde ud, hvem han vil pege på som borgmester. Heller ikke i forhold til vælgerne.

- De kan vide, at når de stemmer på Dansk Folkeparti, så er det Dansk Folkepartis politik, de stemmer på, fordi vi søger mest mulig indflydelse, siger Kristian Bøgsted, DF i Ringkøbing-Skjern.

I Holstebro går DF til valg med samme dagsorden.

- For Dansk Folkeparti er det et spørgsmål, hvor vi får mest mulig af vores politik gennemført, sagde spidskandidaten Søren Olesen, da TV MIDTVEST havde Pop Up Valg i Holstebro kommune.

Analytiker: Kan ændre politisk dynamik

For partitoppen i DF handler det om at få mere indflydelse og gerne borgmesterposter ud af kommunalvalget.

- Jeg tror man i Dansk Folkepartis top ikke rigtigt har følt, at Dansk Folkeparti ude lokalt ikke rigtigt har været gode nok til at udnytte den politiske position de potentielt kan få, siger politisk analytiker hos TV2, Thomas Funding. 

I ni kommuner i Midt- og Vestjylland er Dansk Folkeparti i valgforbund med Venstre,

Og den politiske analytiker på TV2 tror heller ikke, at det vil lykkedes DF helt at løsrive sig fra blå blok denne gang, men måske til næste valg.

- Ad åre kan det ændre fuldstændigt den politiske dynamik i kommunerne, tror jeg. Hvor man lige pludselig, i stedet for at have to, der sådan slås om magten, så er der tre, der slås om magten, siger Thomas Funding.

I Viborg har DF besluttet, at de vil pege på Venstres borgmesterkandidat Ulrik Wilbek.