DF'er i krig med byrådet

DF'er i krig med byrådet

Dansk Folkepartis Lone Langballe er kommet i strid modvind i byrådet i Viborg, men bliver i dag bakket op af sin formand.

Der er udbrudt åben krig i byrådet i Viborg. Dansk Folkepartis Lone Langballe har argumenteret kraftigt for, at kommunen ikke skal tage imod syriske flygtninge.

Og selvom resten af byrådet har taget skarp afstand fra hendes udtalelser, så står DF'eren fast.

- Hvis jeg skulle gå ind og være som de andre, så ville det godt nok blive et kedeligt byråd, siger Lone Langballe i dag.

Hun bakkes op af sin lokalformand i Viborg Grethe Ørskov Sørensen.

- Jeg bakker 100 % op om det, Lone har skrevet og sagt. Der er godt nok kommet noget negativ respons, men det er deres eget valg. Vi har taget en beslutning, og sådan er det, siger hun.

Til Viborg Stifts Folkeblad har Lone Langballe blandt andet sagt, at "Danmark kan være åp vej til at blive et nyt Balkan". Det er en af de udtalelser, der har fået hendes byrådskolleger på mærkerne.

- Jeg synes, hun skaber frygt og angst. Og i virkeligheden er Dansk Folkeparti ved at blive et parti af ypperstepræster, der ligner de halvtossede imamer, der også render rundt og prædiker had, siger Søren Gytz Olesen fra SF.

På byrådsmødet i onsdags argumenterede Lone Langballe desuden kraftigt imod, at Viborg skal tage imod 232 syriske flygtninge og ansætte seks integrationsmedarbejdere.