DF-viceborgmester: Flygtningevelkomst er landsskadelig

Folketingsmedlem og viceborgmester i Thisted Kommune Ib Poulsen fra DF syntes godt om en meget kontroversiel kommentar om flygtninge på Facebook

ib_poulsen001.jpg

I de seneste dage er flygtninge strømmet til Thy, hvor de er blevet indkvarteret i teltlejre ved Beredskabscentret i Thisted.

Mange thyboer stod klar til at tage godt imod de nye borgere, men det var ikke alle, der var begejstrede for deres ankomst.

”Landsskadelig virksomhed. Når krigen kommer, husker vi jer”, skrev en borger mandag i Facebookgruppen ”Thisted Kommunes Byrødder”.

En Facebookgruppe, der er blevet oprettet, for at borgerne i kommunen kan komme i kontakt og debattere med deres byrådspolitikere.

Det skriver NORDJYSKE.

Viceborgmester "synes godt om"

Viceborgmester og folketingsmedlem Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti trykkede ”synes godt om” til kommentaren, selvom den havde en meget kontroversiel ordlyd.

- Jeg bemærker, at nogen er med i debatten, og det synes jeg godt om. Jeg nærlæser ikke alt, hvad der bliver skrevet. Men det er godt, at der er nogen, der gider tage debatten og tør tage tæskene fra alle de her pladderhumanistiske, frelste folk, siger han til NORDJYSKE.

Er de folk, der tager imod flygtninge, landsforrædere?

- De mennesker, de har så travlt med at være så godhjertede. Det er noget, man nemt kan forholde sig til. Men vi så i en udsendelse i går, hvordan de ældre har det på et plejehjem nede på Lolland. De kan kun få lov til at tisse fire gange om dagen, fordi der ikke er personale til mere. Hvor er de henne der? Hvorfor går de ikke ind på et plejehjem og siger, at vi vil gerne være frivillige. Men åbenbart er den her godhedsindustri så udviklet, at man nu bare skal frem og vise, hvor god man er. Når det drejer sig om vore egne borgere, så er man der ikke. Så du kan kalde det det ene eller andet, men det er bare et udtryk for hans frustration over, at det især er Thisted kommune, der skal plastres til med migranter, siger Ib Poulsen til NORDJYSKE.

Politianmeldt

Ifølge NORDJYSKE er manden bag kommentaren på Facebook blevet anmeldt til politiet, der senere vil afgøre, om der skal rejses tiltale mod ham.

Kommentaren er nu slettet fra Facebooksiden. Gruppens administrator skriver:

- ADMIN-gruppen har valgt at slette tråden, som indeholdt "truende udtalelser" - da dette klart er i strid med sidens kodeks.  Afsenderen af disse "udtalelser", vil blive slettet som medlem, men kan igen anmode om medlemskab, tidligst efter en måned!