DF snupper vestjysk mandat fra Venstre

Dansk Folkeparti snupper et vestjysk mandat fra Venstre, der dog fortsat er det største parti i Vestjyllands Storkreds. Få her et overblik over, hvordan mandaterne fordeler sig hos de forskellige partier i 11 midt- og vestjyske valgkredse.

dennis-flydtkjaer-dansk-folkeparti.jpg.jpg

Valgaftenen bød på store forandringer i dansk politik. Helle Thorning-Schmidt overdrager nøglerne til Statsministeriet til Lars Løkke Rasmussen, mens Dansk Folkeparti med massiv opbakning fra folket nu kan kalde sig Danmarks næststørste parti.

I Vestjyllands Storkreds, der dækker Herning Nord og Syd, Holstebro, Ikast, Ringkøbing, Silkeborg Nord og Syd, Skive, Struer og Viborg Øst og Vest, sender de 326.446 vælgere, der fandt vej til stemmeboksen i går, i alt 17 politikere på Christiansborg.

Mandatfordelen fordeler sig i følge politiko.dk således:

Socialdemokratiet bevarer sine fire mandater.

Radikale Venstre bevarer sit enkelte mandat.

Konservative får et mandat, som går til Viborgs tidligere borgmester, Søren Pape Poulsen.

Socialistisk Folkeparti mister deres ene mandat i forhold til valget i 2011. Det betyder, at Steen Gade er dømt ude.

Liberal Alliance bevarer deres ene mandat.

Kristendemokraterne opnåede ikke et mandat i Vestjyllands Storkreds.

Dansk Folkeparti går et mandat frem, så de nu har tre vestjyske mandater.

Venstre mister derimod et mandat, så de nu er nede på fem mandater, selvom partiet stadigvæk er det største i Vestjyllands Storkreds med 21,3 procent af stemmerne.

Enhedslisten bevarer deres ene mandat, mens Alternativet vinder et mandat i landsdelen.