DF: Ryk Naturstyrelsen til Viborg

Der bør ligge flere statslige arbejdspladser uden for København, mener de tre største partier fra blå blok.

Viborg by, trafik.jpg

Vejdirektoratet, Naturstyrelsen og Energistyrelsen skal flyttes fra København til provinsen, så der kan komme en geografisk mere ligelig fordeling af de statslige arbejdspladser, skriver Jyllands-Posten.    Det mener Dansk Folkeparti, som går til valg på som minimum at flytte de tre institutioner, der sammenlagt tæller omkring 1000 medarbejdere.

- Folk flytter i stigende grad til byerne, og hvis vi skal gøre noget aktivt for at stoppe den udvikling, er vi nødt til at decentralisere flere af de statslige arbejdspladser, siger udviklingsordfører Hans Kristian Skibby (DF) til Jyllands-Posten.

Han peger på, at Vejdirektoratet kan placeres i Trekantsområdet, Naturstyrelsen i Aarhus eller Viborg og Energistyrelsen i Esbjerg.

- Det er steder, som i forvejen har en høj faglig viden inden for de pågældende områder, siger Hans Kristian Skibby.

Hos Venstre vises der opbakning til idéen med at flytte statslige arbejdspladser, hvis regeringsmagten skifter side efter næste valg, siger næstformand Kristian Jensen.

- Vi er klar til ikke alene at tale om udflytning af statslige arbejdspladser, men også at handle, siger han til Jyllands-Posten og uddyber:

- Det er nødvendigt, at det er en politisk drevet proces, for det er naturligt, at de ansatte og deres ledere er modstandere, lyder det fra Kristian Jensen, der dog ikke vil sætte navn på styrelser eller arbejdspladser.

Men Venstre vil præsentere et udspil inden valget, siger partiets næstformand.

Landdistriktsminister, Carsten Hansen (S), siger til avisen, at flytninger skal være økonomisk og fagligt forsvarlige, og at det derfor er mest oplagt i forbindelse med omstruktureringer og nyetableringer af statslige arbejdspladser.

/ritzau/