DF-ordfører: Herning godt bud til ny politiskole

Der er lagt op til politisk rivegilde om, hvor en ny politiskole skal ligge. Pilen peger på Herning eller Sønderborg.

Politi_5.jpg

Straks efter efterårsferien tager partierne bag politiforliget fat på at diskutere, hvor mange penge politiet skal have over de næste år. Og etableringen af en ny politiuddannelse i det vestlige Danmark bliver en del af de forhandlinger, som ventes færdige inden jul. Det skriver Avisen.dk.

Regeringen ønsker at etablere en ny politiuddannelse i det vestlige Danmark.

Dansk Folkeparti klapper i hænderne, for partiet vil meget gerne have ny politiskole til at uddanne flere politibetjente til at sikre lov, orden og tryghed.

- En ny politiskole i Jylland vil givetvis forbedre rekrutteringen til politiuddannelsen, og vi mener, at Danmark får brug for 2.000 flere betjente over en årrække. Vi har ikke lagt os fast på et sted, men Herning eller et andet sted i Midtjylland kunne være et godt bud, siger Peter Skaarup til Avisen.dk.

Avisen.dk skriver, at justitsminister Søren Pind ikke ønsker at kommentere placering og indhold af en ny politiuddannelse, før forhandlingerne omkring en ny flerårsaftale begynder.
Men i både regeringsgrundlaget, finanslovsforslaget og i udspillet om udflytning af statslige arbejdspladser fremgår det, at man vil "etablere en politiuddannelse i det vestlige Danmark".