DF og S kræver svar fra Løkke om milliondyr fiskeriflytning

De to største partier i Folketinget vil bede statsministeren redegøre for flytningen af fiskeriområdet.

Ib Poulsen

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vil have statsminister Lars Løkke Rasmussen til at aflevere en redegørelse for flytningen af fiskeriområdet til Karen Ellemann i Udenrigsministeriet.

Ifølge DR Nyheder kommer flytningen til at koste 28 millioner kroner. Den pris vækker opsigt hos Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, og Socialdemokratiets fødevareordfører, Simon Kollerup. 

- Jeg synes, at det er noget af en pris for at bevare Esben Lunde på ministerholdet. Personligt er jeg meget godt tilfreds med, at Esben Lunde ikke er på området. For fiskeriområdet er noget, hvor jeg gerne vil have noget fremdrift. siger Ib Poulsen.      

Kollerup: Der er tale om urimeligt mange penge

Også Socialdemokratiet mener, at flytningen af fiskeriområdet har krævet urimeligt mange ressourcer. 

- Der er tale om urimeligt mange penge, 28 millioner kroner, som nu går fra kassen til velfærd eller andre ting, som borgere får mere ud af end udskiftning af it-licenser og køreture med flyttebiler. Nu kræver vi, at statsministeren skriftligt redegør over for Folketinget, hvordan i alverden han kan forsvare at bruge så mange penge på en flytning, som i mine øjne er en fejl, der er vokset ud af Løkkes ønske om at frede en minister, siger Simon Kollerup.