DF lægger sig ikke ned for Pind i strid om politiskole

Regeringen må indkalde alle partierne i politiforliget for at finde placeringen til ny politiskole, mener DF.

Kristian Thulesen Dahl
Foto: TV 2

Regeringen har besluttet sig for, at der skal bygges en ny politiskole i Herning.
    
Men det stiller Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, sig ikke tilfreds med.
    
- Jeg vil gerne komme med den opfordring til regeringen, at man får indkaldt politiforligskredsen, så man kommer hurtigt i gang med det her, siger han før en ny runde finanslovsforhandlinger torsdag aften.
    
Politiforligskredsen består af alle fire borgerlige partier samt Socialdemokratiet. I en flerårig rammeaftale for politiet aftalte partierne sidste år, at der skal åbnes en ny politiskole i det vestlige Danmark.
    
Siden har flere kommuner budt ind på opgaven, og i denne uge har justitsminister Søren Pind (V) lagt sig fast på, at skolen skal bygges i Herning.
    
Selv om det står regeringen frit for at placere statslige arbejdspladser, vil DF ikke gå med til, at skolen skal åbnes i Herning. Et nybyggeri tager for lang tid, lyder argumentet.
    
- Det afgørende for os er, at der bliver optaget elever på den nye skole i 2018. Når regeringen så begynder at snakke om nybyggeri, der måske først kan stå færdig i 2019 eller 2020, ja så skrider det jo, siger DF-formanden.
    
I sidste uge krævede Dansk Folkeparti, at slaget om politiskolen blev en del af de igangværende finanslovsforhandlinger.
    
 Men nu vil DF i stedet afgøre sagen i kredsen af forligspartier - der altså også tæller Socialdemokratiet. Det ledende oppositionsparti har ligesom DF ytret sig særdeles kritisk om regeringens placering af skolen.
    
/ritzau/