DF: Kristian Jensens flirt med R kan koste Venstre magten

V modarbejder arbejdet med at bremse indvandringen. Det åbner for et kommende magttab, advarer partitoppen i DF.

Foto: Steen Brogaard

Hvis Venstre med næstformand Kristian Jensen i spidsen fortsætter sin flirt med De Radikale og lovprisning af globaliseringen, åbner det for et kommende magttab for regeringspartiet.

Så kontant lyder truslen fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, der også sidder i partiets hovedbestyrelse og er formand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.

I et debatindlæg i Politiken anklager han Venstre for gentagne gange direkte at have "modarbejdet DF's arbejde for at bremse indvandringen".

Et ekko af Radikale Venstre

Regeringspartiet er i Martin Henriksens optik "mere eller mindre gået i stå på udlændingeområdet", lyder det videre på Politikens debatsider.

Venstre er "med Kristian Jensen i spidsen" begyndt at lyde som "et ekko af Radikale Venstre", skriver Martin Henriksen:

Det er rigtig, rigtig uheldigt, at Venstres næstformand på mange måder har mere tilfælles med De Radikale end med Dansk Folkeparti

Martin Henriksen, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti

- Derfor bør det også understreges, at Kristian Jensens hede forårsflirt med de antinationale kræfter i Folketinget i langt højere grad åbner for et kommende magttab end det faktum, at DF fra tid til anden gennemfører politik med Socialdemokratiet.

Adspurgt hvilken trussel, der ligger i hans debatindlæg, uddyber Martin Henriksen over for Ritzau:

- Jeg ved ikke, om man kan kalde det en trussel. Det er mere en konstatering.

- Når kommentatorer og Venstre-folk hele tiden siger til DF, at vi skal passe på med ikke at lave for meget med Socialdemokratiet, fordi de så får magten, så er det her jo bare modsvaret.

- Hvis Venstre var mere imødekommende over for Dansk Folkeparti, var det jo ikke nødvendigt at lave flertal med andre partier.

- Det er rigtig, rigtig uheldigt, at Venstres næstformand på mange måder har mere tilfælles med De Radikale end med Dansk Folkeparti. Det tror jeg, vælgerne står af på.

Ny partiformand kan gøre samarbejde vanskeligt

Spørgsmål: Hvad vil det betyde for samarbejdet mellem Venstre og Dansk Folkeparti, hvis Kristian Jensen bliver partiformand?

- På nogle områder ser vi forskelligt på tingene. Han er ikke specielt begejstret for grænsekontrollen, nogle gange lyder han som en radikal. Det er meget muligt, at det vil gøre samarbejdet mere vanskeligt. 

- Men i sidste ende er det selvfølgelig Venstres medlemmer, der må afgøre den sag, siger Martin Henriksen.

/ritzau/